Så er vi ankommet til “The big apple” aka New York. Vi ankom i går og turen hertil gik via New Jersey. Jo tættere på New York jo mere trafik og kø. Men vi klarede det i stiv arm og fandt adressen vi nu skal tilbringe vores tid på frem til fredag.

Og her bor vi så…

Det ser ikke ud aaf så meget, men det lyver. Vi har hele 1. salen og her er bare så pænt og nydeligt, og fin plads. Aircon kører konstant for her er der varmt, over 30 grader. Her om aftenen tæt på 28 grader. Så vi fryser ikke. Vi ankom den 4. juli tidlig eftermiddag. Vi havde hjemmefra lavet den bedste “Egon Olsen plan” – nemlig at 4. juli skulle fejres på Times Square”. For hvor mange kunne tænkes at have fået den ide?? Vi blev MEGET klogere. Da  vi ankommer til huset og har fået diverse info af værtinden, så indvier vi hende i vores planer. “Not a good idea”!! – siger hun. OK, siger vi, men hvad så? Tag til Brooklyn bridge, det er hyggeligt og I kan se fyrværkeriet. Som sagt så gjort. Vi napper metroen igennem det nogen kunne opfatte som et suspekt kvarter (ihvertfald 2 af de 4 vi er). Men vi er i Brooklyn og ja, det er sørme som vi ser på film. Så vi er opmærksomme, men indtil videre ingen problemer. Da vi ankommer til nærmeste metro opdager vi hurtigt at også andre har fået ideen med Brooklyn bridge – mange andre. Politiet er der i store mængder og gud nåde trøste dig hvis ikke du følger deres instrukser….. Så det gør vi. Men for dælen der er mange mennesker. Hvis vi vidste hvad vi ved nu, nemlig at ca. 3 mio. estimeres til at være på gaderne i byen for at se fyrværkeriet, så var vi nok kommet på bedre tanker.

På vej ned mod Brooklyn bridge

Mens humøret stadig var naivt intakt (tjek baggrunden)

Vi ankommer til foden af broen ca. 19.40, og fyrværkeriet starter 21.00. Planen hjemmefra var at spise i området. Yeaah right. Også på den ide blev vi meget klogere. Lidt små dråber fra himlen begynder at falde, og jepper, der kom regn. Super!! Så plan C – som ikke var lavet endnu – skulle drøftes. Retur til eget område, og i tørvejr hurtigst muligt.

Hvis øjne kunne tale på hende til venstre – “are you talking to me?”

Så hjem kom vi igen, fandt et tarveligt snaske-spisested, spiste hjemme i huset og fik et par godnat pilsnere. Bum – sådan kan 4. juli altså også fejres.

Dagen i dag var afsat til shopping, vi skulle nemlig til Woodbury outlet. Det er USAs største med 220 butikker. Transporten var på gps sat til 1,5 time, meeeen  trafikken kunne godt drille, så vi lagde 1 time mere på, så passede det. Og shoppet blev der (også fra sølv-smølfen)

Tulle har været på indkøb – nej Sabrina, der er ikke noget til dig

Hvis man ser sig for, kan man virkelig lave nogle fine handler og det gjorde vi da også. Allle 4 var godt tilfredse. Aftenen skulle sluttes af med sushi – all you can eat. Det fandt vi

1. runde af sushi’en er serveret

Vi syntes faktisk vi gik godt til den. Men kun indtil vi så på vores ene side. Her sad der en almindeligt bygget mand sammen med en anelse større kvinde. Da de fik serveret, så vi lige en ekstra gang. Der har ca. været 4 gange så meget. Vi så på det og tænkte “det kan 2 personer da ikke spise”. Manden opdagede vist at vi snakkede om det, så han ville lige gøre opmærksom på, at det hele kun var til ham og ikke noget af det til hende. Så gik snakken i gang og han var en super cool fyr. Havde været i København tidligere. Vi fik en god snak om mange ting. Men at han kunne spise al den mad?? (jeg nænnede ikke at tage et billede – det fortryder jeg lidt nu). Efter endnu en lang dag er det tid til at komme i den varme puttekasse. De næste 2 dage er afsat til Manhatten og dens fortræffeligheder. De har lovet 33 grader, så jeg skal nok have bøllehatten frem. Mere følger…

Dagen i dag har været endnu en med mange kilometer i benene. Det ender med vi kommer i topform. Vi startede tidligt og tog ind downtown. Først ud til Museum of Art, sikkert kendt af nogen for al kunsten, men for mindst lige så mange pga. den berømte trappe som Rocky løb op af i sin træning.

  Trappen oppe fra og ned…

En mester på vej mod toppen..”Tulle, I did it”

Den nu afgåede mester, billedet er taget af den nuværende

Underligt af en scene fra en film kan gøre så store underværker for en by som denne. Men det kan den altså bedømt efter det antal besøgende der kommer hertil.

Efter dette besøg var det tid til det mere alvorlige. Et besøg på Benjamin Franklins gravsted og flere andre. Vi havde lidt problemer med at finde det, men med lidt venlig guiding fra de lokale lykkedes det 30 min. før lukketid, og her ligger han så:

En mand af historisk betydning. Hvorfor der ligger mønter er jeg i tvivl om

Lidt bevingede informationer

Der var også lidt god information om navne på de personer der rent faktisk også skrev under på Uafhængighedserklæringen:

En enkelt lidt mere kendt end de andre…

Faktisk lå der rigtig mange gamle gravpladser tilbage til midten af det 17 århundrede. Mange deltog i borgerkrigen og /eller døde af sygdom. Det var mere usædvanligt end normalt at blive over 50 år på det tidspunkt. Herefter op mod Independence Hall, se nærmere på om dagens kø var til at overskue. Jepper – det var den. Op i køen og efter 20 minutter nåede vi frem til hvor tasker m.m. skulle scannes. Så var vi klar, troede vi, for køen fortsatte indenfor. Så vi tog lige små 20 minutter mere. Det trøstede vi kunne se at køen bare voksende for dem der kommer lidt senere end os. Men pludselig kom der en mand i uniform “Ladies and gentlemen, can I have your attention…”. De er nu gode til det højtidlige. Men vi danskere er jo ordentligt opdraget, så vi holder mund og lytter efter. Turen varer ca. 15 minutter og der skal være stille og der må ikke spises eller drikkes. Ja, de amerikanere er jo altid sultne, så ingen dårlig information. Så var det endelig tid til rundturen. Først lidt bonus information på vej ind:

Det var her der blev truffet beslutninger

Og da vi kom indenfor blev vi guided direkte ind i retssalen. Man vurderer at ca. 60% af interiøret er intakt fra den tid. Ikke dårligt. Hvis vægge kunne tale…

En rigtig retssal

Nederst i billedet i midten kan man lige ane et rundt bord og stole. Her sad forsvarer og anklager. I den tid var de ikke adskilt. Nederst i billedet til højre kan man lige se lidt at den forhøjning som den anklagede skulle stå i. Og her stod man så under hele seancen, ikke noget med at sidde ned. Her af det kommer “stand for trail”. Fra hvor billedet er taget stod befolkningen så og kunne følge med. Helt til højre plads til nævninge og jury. Jo, det gik ordentligt for sig allerede den gang.

Videre ind i lokalet hvor selve uafhængighedserklæringen blev underskrevet. Ideen til selve erklæringen var Thomas Jefferson ophavsmand til og det var ca. 1 år efter at krigen mod Storbritannien var brudt ud. Der var i alt 56 personer der skrev under og John Hancock var den første af dem alle. Selve underskrivelsen fandt sted 2. august år 1776. Hvor imod udstedelsen af erklæringen for uafhængighed skete den 4./5. juli samme år. Den officielle opfattelse for hvilken dato underskrivelse fandt sted er  den 4. juli som vi alle kender, men historien siger åbenbart noget andet. Så i morgen fejres det altså igen. Det var 13 på det tidspunkt britiske kolonier der løsrev sig fra det Britiske imperium og formede starten på det USA vi kender i dag. Efter offentliggørelsen af uafhængigheden var der krig med englænderne i de efterfølgende 7 år.

13. borde i salen, et for hver koloni, suppleret med et formandsbord og sekretærfunktion

Selve uafhængighedserklæringen befinder sig ikke her i Philadelphia. Nok historie for i dag og slut med Philadelphia. I morgen tidlig drager vi mod “The big apple” – New York. Og her skal 4. juli fejres. Mere følger…

Sidste dag i DC blev tilbragt på Arlington kirkegården. Man kan ikke undgå at blive fascineret og samtidig respektere det som de soldater har leveret gennem tiden. Her ligger mere end 290.000 soldater og andre som har tjent i nationens interesse.

Berømte JFK – ved siden af ligger hans kone.

Den ukendte soldats grav – “unknown butto God” – under bevogtning 24/7

Rumrejser er ikke altid ufarlige…

Området er enormt og samtidig præget af megen historie. Arlington House havde en ejer i Robert E. Lee – general og øverstbefalende for sydstatshæren under den amerikanske borgerkrig. Han boede her med sin familie. I dag er huset mindesmærke for ham. Tankerne omkring inddragelse af hans ejendom som kommende kirkegård startede helt tilbage i 1864. Til en start fik han ingen betaling for konfiskeringen, han kæmpede dog for sin ret og i 1882 gav det pote som udmøntede sig i en betaling af 150.000$ betalt af kongressen. Boliger og køkkenhaver eksisterer stadig og ligger på en høj med udsigt over byen, til bl.a. Washington monumentet. Dagens rundtur var en smule præget en temmelig varmt vejr og lummer hede. Men som de sportsfolk vi er tog vi det med oprejst pande. Aftenen blev behørigt afsluttet med en “steak” – yummi.

Lørdag morgen den 2. juli var det så afgang mod Philadelphia. Og hvad ved vi så om denne by, udover den ligger på vejen mod NY? Jo – uafhængighedserklæringen blev underskrevet her – i Independence House.

Her skete de berømte underskrifter

Og Liberty Bell står stadig her byen.

Tiden går og klokken slår – men ikke mere

Og hvem husker ikke gode gamle Rocky Balboa aka Sylvester Stallone. Hans berømte løbetur op af trappen. Yes – det er her det sker. Godt for ham han ikke mødte mig, det var blevet drabeligt.

Højre uppercut og han er færdig…

Så med det i tankerne var bare om at komme afsted. Trafikken var ikke helt med os, så det tog lidt længere tid end planlagt. Men det blev klaret med musik og godt humør. Og når sulten nærmer sig – Ikke en tur i US uden et besøg på Denny’s.

Så skal der fyldes forplejning på…

Her serveres der morgenmad som illurstrerer meget fint den meget ofte sete kropsform herovre. Hvis du stadig er sulten efter et besøg her, så er det en anelse ulækkert. Men man spiser selvfølgelig op, man er vel en stor dreng.

Så gør man sig klar…

Efter ca. 3,5 time var vi fremme ved vores hotel. Op på værelset, læg taskerne og mod “downtown”. Klares fint med metroen. Ideen med Independence House var genial, desværre var der en del andre der havde fået samme ide, så den gemmer vi til i morgen. Liberty Bell – den klarede vi til gengæld. Det samme med “Observation deck in Phili” – højeste sted i byen.

Sikken en udsigt…

Små 300 meter oppe…

Tror de har lidt mindreværds komplekser fra deres nordlige naboer. Bygningerne kan ikke helt hamle op med NY, men bestemt en fin oplevelse alligevel. Vi bor i den sydlige del af byen, i den oprindelige Navy Yard som nu er nedlagt. Området er i dag centrum for al sport i byen. Her ligger stadion for byens NFL, NBA, NHL og MLB. Altr samlet et og samme sted. Hvem der gad opleve dette, men det er desværre “wrong season”. I morgen tilbringes hele dagen inde i byen, inden vi drager mod NY. Såvel som i DC, kan man også her i Phili se at byerne flere dage i forvejen varmer op til “4th of july”. Man mærker det er stort for dem. Spændende at se hvordan det kommer til at påvirke turen til NY?? Mere følger…

Kl. 04.40 den 29. juni var taxa’en udenfor, klar til afgang mod Kastrup. Hvis vi troede antal personer der skulle rejse var en helt normal dag, så blev vi klogere. Der var et mylder, og køen til check-in var min. 250 meter. Efter ventetid, op på 1. sal og gennem security. Køen her var mindst lige så lang. Da vi endelig skal scanne vores boardingcard, kan det ikke læses. Retur igen til kundeservice og retur igen. Ikke den bedste start, men måske derfor vi var ankommet i god tid. Og vi nåede en kop kaffe og lidt morgenmad. Små 3 timer senere var vi i Keflavik, et lille mellemstop. Ikke noget at skrive om. Hurtigt videre mod Washington. Og for en gangs skyld en flyver med anstændig plads til benene, trods “monkey-class”. En flyvetur er en flyvetur, ikke andet end sove, høre musik, se film eller læse – så det gjorde vi. Ankomsten til Dulles (ja, det er ikke Tulles) i Washington DC bliver et gensyn. Vi var der for 3 år siden, alene. Nu er vi igen på tur med Steen og Pernille – tjek :-). Denne gang blev vi ikke tilbudt opgradering af bilen, til en mindre bil. Vi sagde bare nej til det hele. Manden var ikke helt tilfreds med os. Men vi kom fint frem til vores hus – et nydeligt et af slagsen.

Her bor vi..

Dagen i dag – 30. juni – er fra tidlig morgen (ja, jeg var tidlig oppe) til kl. 23.00 aften. Vi startede med at tage toget ind til Capitol som er centrum for DC. Herfra arbejdede vi os igennem National Mall som inkluderer alle Smithsonian museer, Washington monumentet

Washington monumentet, i baggrunden

og slutter ved Lincoln memorial.

Abraham i stiveste puds

Vi har gået lidt over 16 km, så fødderne er en anelse varme. Vi sluttede rundturen af med afgang mod byens national stadion hvor Washington Nationals hører hjemme – baseball i major league. Plads til 42.000 tilskuere. De skulle møde Cincinatti Reds. Selve spillet er sgu en anelse kedeligt, men amerikanerne og stemningen var bare i top. Washington førte 14-1 efter 4. inning og så mente vi det var tid til at komme retur. En dag i oplevelsens dag. Bl.a. memorial efter vietnam og korea-krigen. Samtlige navne på 58.000 soldater er listet. Af disse er der 8 kvinder. Washington monumentet tårner sig op som et pejlemærke med sine 163 meter. Da det blev bygget i midten af 1800-tallet var det verdens højeste bygning. Siden er der jo sket en del. Men en dejlig dag i lidt over 30 graders varme, høj sol, lidt vind, men god stemning. Til slut – tillykke brormand med endnu et år ;-). I morgen står den på Arlington kirkegården og måske lidt shopping i Pentagon city. Vi heller ikke fået en god bøf endnu, så måske…

3 berømte damer

Kære alle – så er det tid til en rundtur i USA igen. Sidst var det i det vestlige USA, nærmere betegnet Californien. Nu hopper vi lidt til højre – det østlige USA. Vi starter i Washington DC og “arbejder os opad”. I lighed med sidst vil jeg tilstræbe at opdatere ca. hver 2. dag. Vi tager afsted onsdag den 29. juni 2016 tidlig morgen. Vi glæder os til at dele vores oplevelser med jer.

Ja, så skriver vi torsdag aften her i San Francisco og i morgen er vi så på vej retur til gode gamle Danmark igen. Tiden er fløjet afsted – 3 uger – væk… Men hold da op for 3 uger vi har haft. Lækkert lækkert!

Efter vi kom retur til SF har det føltes kort her, der er også kun 18 grader. Tager man en lille times kørsel herfra, så ændrer klimaet sig drastisk. Så er der 25-28 grader. Virkelig underligt. I går tog vi på heldagstur til Napa Valley. Indholdet for turen var frokost på CIA og besøg på diverse vinmarker. Alt nåede vi. Turen startede med det lidt triste vejr her i SF, men efter små 45 min. var himlen blå og solen fik frit spil. De lokale siger det dels skyldes havet og den placering SF har – dertil skal lægges at Napa ligger i en stor dal og det betyder altså virkeligt noget. Så vi havde absolut ingen hastværk med at komme retur til SF. Selve turen til CIA er rigtig hyggelig. Bygningen er rigtig stor og er oprindeligt et gammelt kloster. Efter lidt jordskælv blev det opgivet og en rigmand tog over. Siden slap han det også og forærede det til de nuværende. Det var en meget bekostelig affære at sætte det i stand, men missionen er virkelig lykkedes. Når det så oveni ligger i en perle af et område, så er det svært ikke at beundre. Så turen og frokosten var i top, men det skal det ogå være til den pris. Efter frokosten skulle vi finde et vinsted, og der er rigtig mange at vælge imellem. Valget faldt på Elisabeth Spencer. Begge dele i navnet er fornavne på henholdsvis kone og mand som har virksomheden. De sælger udelukkende deres vin i USA og slet ikke i europa. De sælger ca. 150.000 falsker årligt. Vi blev placeret i en rigtig hyggelig patio (også det andre kalder gårdhave) og fik 2 hvidvine og 3 rødvine. Det var superhyggeligt. Samme aften skulle de ansatte have en lille sammenkomst i pationen og Spencer havde opgaven med grillen. Så han klargjorde og fik også tid til at sætte sig hos de 4 danskere fra Hvidovre til en lille sludder – nice nice.

I dag er turen gået forbi Stanford University, syd for SF, på vej mod San Jose. Det er et kæmpe område det ligger på – 32 km2. Det er en pæn sjat. Vi havde klaret vores egen lillee guided tour med tilhørende frokost. Det er imponerende så stort det er. De har bl.a. eget stadion med plads til små 25.000 tilskuere. Pt. har de 16.000 studerende og 1.700 lærere. Dertil skal lægges diverse arbejdere der sørger for området. Det er en stor butik. Igennem tiden er der pt. 17 lærere der har modtaget en nobelpris. Af succesfulde elever fra Stanford kan bl.a. nævnes virksomheder som Hewlett-Packard, Yahoo, Cisco og ikke mindst Google. Så det er en eftertraget skole.

Vi er alle klar til returen og glæder os rigtig meget til at komme retur til jer alle hjemme i Danmark. Og ikke mindst dele vores oplevelser med jer. Så forhåbentlig meget snart på gensyn – men først en rigtig lang flyvetur hjem (den glæder vi os ikke til)

Ja, så har vi forladt Sacramento og ankommet til SF igen. Og hvad kan man så sige om Sacramento? Det positive først – vejret er fantastisk. Lige over 30 grader og let brise. Om aftenen dejligt behageligt. Byen er også billig, ihvertfald når det handler om hoteller sammenlignet med SF. Det var vist også alt. Det siges der bor 500.000 i Sacramento men vi undrer os over hvor de er, for hold da op for en død by. Om aftenen er der ikke en sjæl. Hvis der skal laves en 2’er af “I am legend”, så er det byen.

Nå, men vi er kommet retur til SF, og sikken en forandring i klimaet. Her er kun 18-19 grader. Så det føles lidt køligt og vi har fundet trøjerne frem. Sært, vi er trods alt kun 1,5 time fra Sacramento. Men mon ikke der nogle bjerge og andet der spiller ind her. Fra vi ankom til SF ultimo juni og til nu kan man hos hotellerne mærke der er kommet flere turister til, alting er skruet lidt op. Og der er ikke mange værelser på den behagelige side af 1.000 pr. nat. Vel og mærke på et fornuftigt hotel, men jeg tror vi har klare det. I morgen tager vi til Napa Valley – vinen flyder her og vingårdene ligger side om side. Det skal passes ind med frokost hos CIA 13.30. Nej, ikke det CIA, men Culienary Institut of America. En af de meget få kokkeskoler der findes i USA. Det ligger i ST. Helena, nord for Napa. Det ligger i de mest fantastiske omgivelser, så her skal frokosten indtages.

Ellers står den på afslapning og mental klargøring til at komme hjem igen. Fornemmer vi er ved at være klar til at komme til lille DK igen. Vi skal flyve torsdag 19.10, men forinden skal vi aflevere bil og gennem adskillige securitytjek.

Håber alt er vel hjemme og I alle har det godt – det har vi. Ses snart…

Ja, så er vi havnet i Californiens hovedstad. Egentlig ikke en del af rejseplanen, men muligheden bød sig, så hvorfor ikke. At vejret samtidig er fantastisk her gør heller ikke noget. Der er små 30 grader, flot blå himmel og let brise – bum. Vi ankom torsdag og tager videre mandag, til SF – vores udgangspunkt for hele rejsen. Dagen her i Sacramento er ren afslapning. Siden vi startede 25. juni har vi kørt ca. 3.000 km. og oplevet en masse. Så nu sætter vi tempoet lidt ned, slapper af og fordøjer alle indtrykkene.

Sacramento er en hyggelig by. Der bor ca. 500.000 i byen. I Sacramento County bor der ca. 1,3 mio. Der bliver produceret en masse vin. Men det er ikke en turistby, antallet af danskere er stærkt begrænset. I aften, lørdag, har vi bestilt billetter til baseball. Skal se Sacramento River Cats mod Fresno Grizzlies. Så vi håber at opleve bedre kvalitet end da vi så LA Galaxy spillee soccer og gerne med en forstærket amerikansk stemning. Forventningerne er høje og vi ser frem til kampen (jo, det gælder også pigerne). Indtil da, så retur til poolen og solen – og så håber vi blot på at bagagefolkene i Kastrup er retur i arbejde når vi ankommer til DK. Fortsat dejlig dag til jer alle…

Efter check ud fra Vegas var det direkte kurs mod Death Valley. GPS var rettet mod Death Valley junction. Det gik uden problemer. Death Valley er en af mange nationalparker i USA. Det koster 20$ for en bil og så har du adgang til parken i 7 dage. Men at kalde Death Valley for en park og være der i 7 dage er ikke virkeligt. Der er sindsygt varmt. Turen dertil gik glimrende og de lokale sheriffer ligger på lur og holder øje om der køres for stærkt. Det er ikke muligt hos os, på bagsædet sidder der to talende fartpiloter. Så ingen fartbøder til os – nice ;-).

Death Valley er virkelig øde og næsten altid mellem 45-50 grader. Der bor ingen her – tror man. For jo, det gør der. I de mobilehome man kender fra amerikanske film, du ser flere end du forventer. Og ikke noget med at den er placeret ved vejen. Næ nej, helst langt væk i rigtige ødeland. Alligevel er parken er oplevelse. Der er klipper, bjerge og månelandskab som ingeen andre steder. Toilet er der også, men ikke mange. Og da vi skulle brruge det, så var døren gennemhullet af skud og ikke af mindste kaliber. Sikkert tænkt som udluftning, men uden ønskede virkning. Et skilt viste at Zabriskies Point ventede fremme forude, så her gjorde vi hold, og fik for alvor varmen at føle. Der var en pæn stigning op vi skulle gå, der var vel 150 meter. Inden vi nåede toppen var der svedperlen på panden og andre steder. Men det gav en overraskende udsigt over landskabet. Synlige mærker efter millioner af års hårde prøvelser som oversvømmelse (jo, den er god nok. Der har tidligere ligget en flod der, men for rigtig mange år siden), jordskælv og vulkanisk aktivitet. Det hele samlet gav en terræn af særlig karakter. Hurtig retur til bilen og fuld knald på ac’en. Flere skilte viste faktisk anbefalinger og at slukke for dem af hensyn til bilens ve og vel. Men det er altså sin sag i sådan en varme, så vi tog chancen. Op af bjergene var det tydeligt at bilen havde problemer med varmen og manglende luft. Særligt bremserne gav lyd fra sig på nedkørslerne. Der er en by der hedder Badwater i parken. Det er USA’s absolut laveste punkt under havets overflade, 80 meter. Så vi kørte i højder fra de 80 meter under til ca. 3000 meter over. Da vi var kommet igennem stoppede vi i byen Bishop. Her skulle planerne lægges for de næste par dage. Egentlig var planen at vi skulle køre sydover mod Bakersfield og derefter nordpå for at tilgå Yosemite fra vest-indgangen. På kortet den mest oplagte rute. Men så slog de to texasrangere – B1 og B2 – til igen. Kortet fik en tur med friskeøjne og så muligheder i øst-indgangen. Denne indgang er ikke åben det meste af året grundet vinter og snemængder. Men her i sommeren er den åben. Så direkte nordpå med os og kurs mod øst-indgangen. Det skete med Sierra Nevada bjergene på vores højre side og Alabama Hills på venstre side i et par hundrede kilometer. Tror jeg er ved at blive gammel og sentimental, men for dælen hvor er naturen herovre bare flot. I Bishop fandt vi hurtigt den lokale Starbucks og dermed også et wifi. Efter lidt tid havde vi fundet overnatning. Små to timers kørsel fra østindgangen ligger Mammoth Lakes. Normalt et vintersportsted, men også åben i sommerperioden. Her bookede vi os ind. Det lå i et super område. Vi blev venligt modtaget i receptionen. Det første manden nævnte var:     ” vi har bjørne i området, så vær opmærksom”. Okay, det var ikke lige det man regnede med som det første. Dagen før var der gået to bjørne forbi indgangen til hotellet. Herefter fandt vi vores værelser på 1. sal ;-). Vi gik dog lidt efter gennem byen med kamera i hånden, klar til at “skyde”. Det blev dog ikke til bjørne for os i denne omgang.Vi stod tidligt op dagen efter og kørte mod Yosemite, noget vi alle havde set frem til. Vejen dertil er i kuperet terræn, men uden problemer. Vi kom ind i parken og skulle køre mod Yosemite Valley der ligger i den vestlige del af parken. Parken lyder helt forkert. Vi taler altså om en størrelse på lige over 3.000 km2, en anelse mere end brøndbyskoven. Turen til Valley’en er på ca. 2 timer, men vi tog os god tid og nød omgivelserne og tog de nødvendige stop. Efter en lille time gjorde vi holdt ved Tuolumne Grove som er kendt for sine gigantiske egetræer. Der var hikingruter på forskellige længder, vi tog en på 1,6 mile x 2. Den gik nedad på udturen og op på hjemturen. Jeg skal hilse at sige det kan mærkes. Det tog 1,5 time, men så så vi også giganttræer, bl.a. det verdenskendte med et kæmpe hul igennem midten så mennesker kan gå igennem. Det siger alt om størrelserne på disse træer. Af andre berømtheder i parken er El Kapitan – verden største graniklippe og kendt ved at bjergbestigere til stadighed har udfordringer med at bestige det. Half dome er også en meget kendt klippe. Begge disse kan ses med udgangspunkt fra Valley’en. Man kan vælge at køre rundt selv i sin bil eller parkere den og tage shuttlebusserne der kører overalt. Det sidste klart den nemmeste, så de gjorde vi. Der er mange hikingruter og vi skulle finde noget passende, gerne indeholdende vandfald. Så blev Yosemite Fall vi gik efter. Igen en tur på 2 x 1,6 miles. Denne gang dog direkte op af bjerget. Turen er estimeret til mellem 2 og 3 timer. Turen op er virkelig hård. Der blev gjort stop, drukket vand og tørret sved af panden. Jo højere vi kom jo bedre udsigt. Efter 1,5 time nåede vi – ikke toppen – men udsynet til vandfaldet. Først yderligere 2 timer op lå toppen. Det var lige en tand for meget til os. Så vi nød udsigten, tog billeder og startede nedturen. Den alene tog 1 time. Så var kl. 18.00 og vi skulle finde vores bil. Den var parkeret lige ved en sø, sså af med futterne og need i vandet med dem. Det var i allerhøjeste grad hvad vi havde brug for. Yosemite er bare fantastisk, det bør alle opleve. Lige nu er vi på hotel i en by der hedder Sonora, 2 timer vest for parken. I morgen tager vi nordpå til Sacramento, hovedstaden i Californien. Her har vi planer om at være et par dage og dase den lidt af. De har 30-33 grader, så et hotel med udendørs pool er et must.

Nok for denne gang – efter en superdag er det tid til lidt søvn…

Så er vi på den sidste nat i Vegas. Kæmpe oplevelse, men også “been there, done that – never again”. Vegas er bare levende, men også meget larmende. Vi er sgu bare blevet lidt for gamle til det gøjl. Nå, men på Outlet fik Tulle for alvor shoppet igennem – host host. Sabrina – mor har bl.a. købt et par DKNY-tasker. Hun stod med 5 tasker, vi endte på 2 – pyha. I går aftes var vi til Vegas show med Vinnie Favorito, standup/comedy. Det var sindsygt morsomt. Inden starten var vi lidt, gad vide hvad vi går ind til, kan vi nå at følge med i dialogerne. Det var 1 time og 20 min. med fuld gas. Alle fik en sviner, inkl. os. Fed griner ;-). I dag har vi været på heldagstur. Kørte tidligt i morges til Grand Canyon – west. Her er den berømte glasplade. Målt direkte ned er der 700 meter. Til coloradofloden 1,2 km. Heldigvis ankom vi rimeligt tidligt, så køen var begrænset. Da en skulle passe på det bagage man ikke måtte have med ud, meldte jeg mig frivilligt til at blive udenfor (lyder bedre end at sige man ikke turde). Men den form for højder er bare ikke mig. Men der var mange andre muligheder for at se udsigt i verdensklasse – sikken et syn man får der. Verdensklasse!! Er spændt på at se billederne, frygter de ikke kan retfærdiggøre den virkelige oplevelse. På vejen retur stoppede vi ved Hoover dæmningen, bygget fra 1931-1935. Mere end 300 meter høj. Man undrer sig hvordan det er muligt at bygge sådan en dæmning. Så i dag har været højdernes dag med udsigter i verdensklasse. Afslutningen på dagen var også i top. Det var på et japansk steakhouse. Aldrig før har vi steak på den måde. Bord/stole til gæsterne var samme sted som kokken tilberedte maden. Og han kunne sit håndværk. Det var ubetinget turens bedste spiseoplevelse, og dem har der ellers været et par stykker af – domo arigato!!

I morgen tidlig siger vi farvel til Vegas – og jo, vi har nået at spille lidt diverse spil, dog uden held. Vi kører direkte mod Death Valley – og der er små 48 grader i øjeblikket. Vi har masser at drikke og føde i bilen. Vi har købt en flamingokasse og fyldt den med isterninger, så hele tiden kolde drikke, nice. Efter Death Valley arbejder vi os videre mod Yosemity, en kæmpe nationalpark. Det er en længere køretur, så vi må se om vi får klaret det på en dag, eller vi knækker den i 2. Mere herfra senere, hyg jer hjemme…