Farvel til Ubud (Bali) og goddag til Senggigi (Lombok)

Vi forlod Ubud i mandags for at tage til Lombok. Ubud var meget anderledes. Ikke et sted man er for at slappe af og nyde sol. Det ligger i skovområde med mange skyer, men absolut ikke koldt. Hvis du er der for at tage på ture – og mulighederne er mange – så er det fint. Men nu er vi altså på Lombok og sikken en forskel på de 2 øer. Ikke så meget fordi de er muslimer på Lombok og hinduer på Bali, det er mere trafikken. Lombok er bare så meget mere rolig, hvor Bali er travl og trafik alle steder. Det er nu endelig tid til at nyde solen og bo på et fedt hotel – og vi er ikke blevet skuffet. Lækkert hotel og der er sol og varme. Flæsket er blevet lidt branket. I går stod den på afslapning på stranden for dagen i dag stod i “gili øernes tegn”. Vi havde forinden hyret vores egen lille båd med afgang fra den lokale havn kl. 09.00 i morges. Gili øerne består af 3 øer – Trawangan, Meno og Air. Trawangan er den største og Meno den mindste. Aftalen med kaptajnen var at vi skulle på alle 3 øer med løbende snorkling…og det kom vi. Det tager ca. 1 time og 15 minutter at sejle ud til øerne, men hurtige både findes da, bare ikke den vi var med.

Klar til afgang på rum sø...

Klar til afgang på rum sø…

Det var bare at nyde sejlturen og den omkringliggende natur til de kom til syne.

Trawangan er foran os...

Trawangan er foran os…

En lille video ved ankomsten:

Trawangan er den pulserende ø hvor alverdens unge mennesker – som os selv – tager til for at snorkle, dykke og surfe. Du kan ikke så meget andet her. Vi var her ca. 1 time for at tage videre. Næste ø var Meno. Vi havde set på et kort at nordøst for øen var der “Turtle crater”. Så der ville vi selvfølgelig gerne hen og snorkle. Kort tid efter var vi der og kaptajnen siger “snorkling, turtle..” Så i med os og masker på. Man kunne se bunden og der var mindst 10 meter ned. Vi kunne se alle dem som dykkede. De var nede på bunden. Vi andre nød det oppefra. Men der kom nu også “turtle” til os:

Zoom lidt ind og du ser den tydeligt...

Zoom lidt ind og du ser den tydeligt…

Pludselig lå der en anden på siden af vores båd:

Halløjsa lille ven...

Halløjsa lille ven…

De kommer pludselig nedefra og skal lige op og have en mundfuld luft. Vi var små 3 meter fra en af dem som var på vej op. Det er sgu lidt stort at de pludselig er foran en. Vi havde taget brød med hjemmefra for at tiltrække fisk, og det lykkedes meget fint. Ihvertfald i starten da det var de små fisk, Men inden længe blev de altså lidt større og så går der altså lidt pivtrold i den for nogen af os. Jeg var måske en af dem.

Som en fisk i vandet...

Som en fisk i vandet…

Der er tydeligvis fokus på at leve sundt og korrekt:

Det er jo det jeg har sagt hele tiden...

Det er jo det jeg har sagt hele tiden…men så er det godt jeg har mit eget sted…JM’s steakhouse

5-6 timer efter vi tog afsted nåede vi retur til vores lille havn og er pænt trætte. Mon ikke den står på ren afslapning i morgen…tror jeg. Fredag forlader vi Lombok og tager retur til Bali, nærmere betegnet Kuta. Frederik undrer sig nok stadig over hvad vi vil der. Tror han mener vi er for gamle. Måske han har ret. Det vil tiden vise.

Toppen af Mount Batur

For små 2 døgn siden købte vi billetter til toppen af Mount Batur, som er en vulkan. Turen er en såkaldt “sunrise trekking”. Planen var at vi hentes ca. 02.00-02.30 om natten for at vi kan være på toppen til at se solopgangen. Kl. 02.30 blev vi hentet. Vi troede lidt at det nok bare var os, som havde fået denne geniale ide. Det var det ikke helt. Det var en lille minibus med plads til ca. 12 personer, og det var fint nok. Blandede nationer på meget lidt plads. Der var tyskere, hollændere, plus lidt flere og en enkelt russer. Desværre var Pernille (aka Belinda) blevet dårlig i løbet af natten og besluttede sig for at blive hjemme. Kampen Belgien – Brasilien var i gang, med føring til Belgien på 2-0. Vi skulle køre en times tid, før vi ankom til stedet hvor vi skulle lave et stop for morgenmad. Den bestod i en stegt banen og lidt kaffe/te. Samtidig var en mobil “online” på kampen og hvis der er noget der kan samle nationer, så er det bold. Vi var sammen med andre hold nu – et gæt er 50 personer. Kampen blev fulgt og de fleste havde glæde over at Belgien var ved at smide Neymar ud. Reducering…gav blandede følelser. Kampen skulle afsluttes i bussen for vi skulle videre nu. Der var kommet god stemning og da kampen sluttede, endnu bedre. Så ankom vi til stedet hvor vi blev smidt af. Og her var altså mange mennesker. Det fornemmede vi tydeligt trods det er p….mørkt. Men vi fik tildelt 3 guider som præsenterede sig og meget gerne ville høre vores navne. Jeg kan ikke huske deres navne, så mon de kan huske vores??? Vi fik udleveret lommelygter og “breakfast box” som skulle spises på toppen. VI var hjemmefra meget i tvivl om hvor meget tøj vi skulle have på/med. Steen og jeg havde korte bukser og trøjer/jakke med. Tulle lange bukser. Det kunne nemlig godt være meget koldt på toppen. Maden i rygsækken og afsted med 2 timer direkte opad – og det var opad. Vi gik med en guíde foran, en i midten og en til bagtroppen. Som vi kom derud af kom der stille og roligt varme i kroppen. Man skulle altså virkelig se sig for, for det var ikke en cykelsti der var foran os:

Lavasten igennem årene lå i forskellige niveauer. Langs siden hvor vi gik var der lavet marker med tomater, løg og chili. Jo længere op vi kom forsvandt det dog. Tempoet var lystigt og gruppen blev skilt et par gange. Pulsen og varmen steg i kroppen og læggene fornemmede vi mere og mere var i live. Sveden på kroppen og i ansigtet steg prograssivt. Det var sgu lidt hårdt det her. Lidt komisk at vi i tiden op til rejsen havde snakket og trekking i 2-3 dage. Ha, godt vi aflyste det . det var ihvertfald konstateret til at at være den rigtige beslutning nu (hvis der forsat var tvivl om det). Efter 1, 5 time på denne måde nåede vi toppen, næsten. Vi var nu i 1.602,8 meters højde (man har vel gps-ur på) og der var lidt bænke hvor vi fik placeret os i første række. Der var stadig lidt over 100 meter til toppen, men udsigten var den samme. Så hvorfor fortsætte nu vi sad så godt?

Vulkanen Batur er 1.717 meter høj og har senest været i udbrud i år 2000. I perioden 1824-2000 har den været i udbrud 26 gange, så statistikken var ikke ligefrem på vores side. Turen op tog 1 time og 31 minutter. Turen var 3,45 km lang og skete i en fart på 2,3 km i timen. Det lyder jo af det rene ingenting. Men tro mig, det var ikke en almindelig gåtur. Men nu sad vi altså klar med små 15 minutter til solopgang:

man fornemmer den er på vej op...

man fornemmer den er på vej op…

Ved foden af vulkanen ligger der en flod som meget passende hedder Lake Batur. Den ses næsten ikke på billedet, men den blev stille og roligt mere og mere synlig i takt med solen steg op og disen fortog sig. Med et mellemrum på 3-4 minutter tog vi følgende billeder:

jo, lidt mere er der kommet af den kære sol...

jo, lidt mere er der kommet af den kære sol…

Søen begynder at komme til syne...

Søen begynder at komme til syne…

Sunrise accomplized...og flot er det sgu...

Sunrise accomplized…og flot er det sgu…

Det var absolut et flot syn at følge solen step-for-step stå op med en fremragende udsigt, og der var da også god stemning og enighed om at det var turen op og alle anstrengelserne værd. Så var det hen til stenen der markerer toppen og selve krateret:

det synlige bevis på vi har været her...

det synlige bevis på vi har været her…

Trods små 18 år siden seneste udbrud er der stadig varmt visse steder. Der kan uden problemer koges æg m.m. Imponerende! Nu skulle gruppen samles og nedturen skulle startes. Den var ikke samme vej som op (pyha og tak for det). Til gengæld var den temmelig stejl nedad. Guiden passede godt på os, så hvorfor ikke en forening med hende:

hun tog turen op hver nat og var i fremragende form...

hun tog turen op hver nat og var i fremragende form…

Så hvis vejen op gav liv til lægmusklerne, så gav nedturen i høj grad liv til lårbasserne. “Shaken and a little stirt”. Til gengæld var det nu blevet lyst og vi kunne se hvor vi gik – stor fordel:

fortroppen på vej ned, jag var den naturlige bagtrop...

fortroppen på vej ned, jag var den naturlige bagtrop…

Efter en times tid nedad – som foregik med et tempo på 3,4 km i timen hvor vi skulle holde igen for ikke at vælte forover- nåede vi frem hvor vi startede og det var nu tid til at komme retur til hotellet og Pernille og Belinda og håbede “de” havde fået det bedre.  Alt i alt en fed tur. Hvor de andre dage indeholdte massage i ren velvær, så bliver denne dags omgang af nød/fortjeneste.

 

Afgang hjemmefra, Dubai, ankomst til Udud på Bali

En lang tur for at komme til Bali? Jo, det kan vi godt skrive under på. Fra vi tog hjemmefra til vi ankom her i Ubud tog det 31 timer. Fra København skulle vi med en 380’er. Fantastisk stor flyver med lige den ekstra plads du behøver, også på monkey-class. 6 timer efter var vi i Dubai, meget kort stop og så videre i en 777’er. Ikke helt som en 380’er men det gik. Små 9 timer efter så landede vi på Bali – ingen problemer med vulkan eller andet. Vi havde aftalt hotellet skulle sende en chauffør for at hente os i lufthavnen, der ville stå en med et skilt “Mr. Jørgen Munk Nielsen”. Det gjorde der også, men der var også så mange andre. Til sidst lykkedes det:

received_10214797186021487

Ikke meget engelsk han kunne, men nok til at vi efter en stor times tid ankom til vores hotel. Alle hoteller er hjemmefra nøje udvalgt. Eller det er ihvertfald hvad vi mente. Det er 4 stjerner, men de har nok en´lidt anden holdning til de der stjerner” De er søde og rare, men det er meget nøjsomt hvad der er her. Svimmingpool…jo jo…. det er der da:

en lille dukkert kan man da få...

en lille dukkert kan man da få…

Sengen er hjemmefra bestilt som “kingsize” efter ordre fra ” the ladies”:

der er heller ikke meget andet i det 60 m2 store værelse

der er heller ikke meget andet i det 60 m2 store værelse

Nå, men “ja-hatten” på og oplev Ubud som der faktisk er en del liv i. Der er masser af forretninger, spisesteder m.m. Og vores hotel ligger lige 100 meter tilbagetrukket fra gadelivet, og det er ikke så tosset. Første dag var dømt til “dagen efter flyveturen så derfor slapper vi af”. Vi fik bestilt en tur til dagen efter…vi skulle nemlig på riverrafting. En tur efter stort ønske fra Belinda (det er hvad Tulle kalder Pernille). Vi blev hentet kl. 08.00 fra hotellet og en pæn køretur senere var vi klar. På med hjelme og redningsveste, sige pænt goddag til vores “kaptajn” og så ned til vandet.

klar til afgang, som de lydige matroser...

klar til afgang, som de lydige matroser…

Her modtog vi instrukser om hvordan hans kommandoer skulle efterleves…vi gjorde vores bedste. Forinden havde vi taget i mod tilbud om at få taget billeder på hele turen, som var på 2 timer. Fotografen var i sin egen lille kano og sejlede i forvejen, lavede små stop og klikkede løs. Efter turen fik vi alle billeder på dvd til senere brug. Dem glæder vi os til at se senere.

Selvfølgelig var der indbygget stop langs de 18 km som turen var på.:

lille stop ved en fint vandfald...

lille stop ved en fint vandfald…

"skatterbaby" var også i hopla...

“skatterbaby” var også i hopla…

"Belindas veninde" er i godt humør

“Belindas veninde” er i godt humør

Det var helt igennem en fed tur med mange smil og fede grin.

gruppebillede med vores kaptajn...selvfølgelig nøje udvalgt efter hans klubtrøje...

gruppebillede med vores kaptajn…selvfølgelig nøje udvalgt efter hans klubtrøje…

NYT, 190718: Billeder fra dvd efter vi er kommet hjem:

På vej ned af “vandfaldet”

Lige før vi “tipper ned”

På vej…

Vores guide nok den mest rolige…

Sådan lander man åbenbart…

Men vi er næsten klar igen

…og så videre…

Turen sluttede med at vi fik en hurtig skyller under bruser, lokal frokost og så hjemad mod hotellet. En tur som kan anbefales, hvis man tilfældigt skulle komme forbi.

Massage står allerede som fast punkt på den daglige dagsorden. Utroligt at man stadig kan få en hel times massage for kr. 35,-. Resten af i dag slapper vi af inden vi går op i byen igen for at finde næste tur. Det lugter lidt af den nærmeste lokale vulkan som er på 1.700 meter – op på toppen for at se solopgangen. Mere følger…

Turen går til Bali og Lombok

Så nærmer sommerferien 2018 sig med hastige skridt – og det er igen tid til oplevelser for fruen og jeg. Og i vanlig stil har vi Fr. Nille og Hr. Klarskov med. Vi glæder os til afgang om et par dage.

Denne gang går turen til Bali hvor vi ankommer mandag den 2. juli. Senere videre til Lombok, og så retur til Bali igen. Lige nu fylder det mere at vulkanen på Bali netop nu er gået i udbrud og pt. er flyafgange aflyst. Vi krydser fingre og håber alt er ok igen inden vi skal afsted.

Mere følger…

 

Amish i Lancaster & Gettysburg

En lang køretur blev endelig færdig i går, og det sammen med den hedebølge der har ramt området igen. I skrivende stund – kl. er 22.53 – er her 30 grader udenfor og meget fugtigt, Pyha!!

Dagen i dag var afsat til Amish oplevelse i Lancaster. Forventningerne var store og det var illusionerne også. På en skala fra 1-10 hvor 1 er lavest, var forventningerne ca. på 9 – og de blev på absolut ingen måde indfriet. Hvis man lige som os – lidt naivt – tror man skal rejse tilbage i tiden og genfinde hvordan man levede for ca. 150 år siden, så glem det. Amish driver en stor velfungerende kommerciel forretning. Et kæmpemæssigt landbrug med moderne maskiner, køer der malkes af maskiner, top moderne huse – og en superfed indtægt for en masse naive turister. Det eneste der adskiiller dem fra os er udseendet, selerne, skægget, tøjet og hestevognen. Og så er de bare skidesmarte til at udnytte det optimalt. Det  var en kæmpeskuffelse og efter en tur på 30 min. i hestevogn handlede det for os om at komme væk hurtigst muligt. Så hvis andre skal til området og har samme illusioner – så bliv væk. Du går ikke glip af noget!!!

Hestevogn fra Amish, det mest ophidsende billede jag kan vise

Hestevogn fra Amish, det mest ophidsende billede jag kan vise

Herefter stod der Gettysburg på dagsordenen. Og det var efter Amish oplevelsen med lidt bange anelser – ville vi blive lige så skuffet? En køretur på 1,5 time, vi ankom 15.30 i bagende hede, og frem til visitor center. Du kan vælge at købe en cd og køre turen rundt i området og en nærmere angivet rute, eller tage en guidet bus-tour på ca. 2 timer med guide. Vi valgte det sidste. Sidste bustur var 16.00 og der var ledige billetter – yes!! Det skulle vise sig at være en super tur med en rigtig god guide som ved hvad han taler om.

Vores guide, i hånden holder han en af de kugler der blev affyret fra gevær. Hver soldat havde 40 kugler

Vores guide, i hånden holder han en af de kugler der blev affyret fra gevær. Hver soldat havde 40 kugler

Han kunne alle detaljer, antal soldater, dato, år, navne m.m – det gav en helt anden oplevelse. Hans evne muliggjorde for os  at se soldaterne for os. Skulle du ikke have helt styr på detaljerne, så handler “Slaget ved Gettysburg” om 3 dage i året 1863, 1. juli til 3. juli. Jeg kan ikke erindre alle de detaljer der kom frem i dag, men han havde mange fine synspunkter. Mange kalder slaget for det vigtigste slag for de “Forenede stater”. Ønskescenariet for sydstaterne – anført af general Lee – var at kunne indtage Philadelphia, køre direkte til Independence Hall og sige – “her erklærede I uafhængigheden og de forenede stater, hvorfor skulle vi ikke kunne erklære vores egen uafhængighed?” Indtil dette tidspunkt var alle slag udført i sydstaterne, og General Lee kom til Gettysburg med en frisk sejr i baglommen. Gettysburg ligger i Pennsylvania og er en nordstat. Det var altså det første slag på nordstaternes hjemmebane.

Slagmarken - den lille stenmur er resterne af nordstaternes forsvarslinje

Slagmarken – den lille stenmur er resterne af nordstaternes forsvarslinje

Det var uvant med krig på hjemmebanen, ikke kun for soldaterne, men også for de civile. For selv om man måske var ligeglad med slaverne, så havde man ikke noget valg når krigen var kommet i baghaven. Hvorfor lige i Gettysburg og ikke andre steder? Igennem et stykke tid havde der værret “katten efter musen” og ikke de store sammenstød i området. Sydstaterne er for alvor presset, særligt på deres jernbane og kan ikke få forsyninger frem. Lee træffer så den beslutning at efterlade Richmond – som er sydstaternes hovedstad – og rykker mod Gettysburg. General Meade – øverstbefalende for nordstaterne i dette slag – kunne så vælge om han skulle indtage Richmond (ingen dårlig fangst) eller om han skulle rykke efter Lee. Som bekendt rykker han efter Lee. I dagene op til slaget er sydstaterne i overtal, den store nordstatshær står i Maryland (i øvrigt et sydstat). Der fortsættes i “katten efter musen” indtil sydstaterne sender ca. 3500 soldater mod ca. 300 af fjendens. For at forsvare disse 300 soldaterne sendes der flere soldaterne ind, og slaget er stille og roligt sat i gang – i et meget forrenklet udgave. I de 3 dage slaget stod på var der kun 1 civil der døde – kun 1. Begge sider var meget opmærksomme på at de civile skulle holdes uskadte. Det største problem var faktisk de civile selv. Ved at stå på taget af deres boliger kunne de følge slagets gang. Men på 200 meters afstand kunne en snigskytte ikke se forskel på en civil og en soldat. Så nordstaternes kommando indkaldte de vigtigste mænd i byen og bad dem sikre de civile holdte sig indendøre. Siden er vores nygerrighed for at være tæt på krig stilnet lidt af. Mængden af soldater der enten døde, blev såret eller taget til fange og svarede til 1% af datidens befolkningstal. I dag vil det svare til ca. 3 mio. mennesker i USA. Datidens kanoner spillede en stor rolle, og de sorte kanoner havde en rækkevidde på 1,5 mil og en kanonkugle kunne skydes afsted med en hastighed på 1 mil indenfor 5 sekunder.

En kanonkugle kunne nemt slå 8 soldater ihjel

En kanonkugle kunne nemt slå 8 soldater ihjel. Der står utallige af dem i området markeret med hvilken stats soldater der havde dem

Som bekendt vandt nordstaterne dette slag, men krigen sluttede jo ikke. Umiddelbart efter slaget besøgte Abraham Lincoln Getteysburg og holdte tale om hvorfor det var nødvendigt at fortsætte krigen. Den øverstbefalende for nordstaterne var Grant og ham som også fortsatte krigen. Rygterne siger at lige så hård en øverstbefalende han var, lige så mild som han kunne være, var han i forbindelse med overgivelse fra Lee og de betingelser den inkluderede. Årsagen… – “i morgen er det vores landsmænd og vi skal kunne leve side om side”.

Et slag midt i de 3 dage jeg ikke kendte til, var “little round top”. Slagmarkens område er kuperet, men ikke med særlige højder. Der er 2 bakketopper – “big round top” som er dækket af træerne og dermed har mistet sin værdi, og så “little round top” som er uden træer. Den gav et strategisk fordel observationsmæssigt.

Udsigt fra "little round top"

Udsigt fra “little round top”

Af en eller anden besynderlig årsag var denne top totalt ubemandet af nordstaterne. Sydstaterne troede det var en fælde og holdte sig på afstand. Men fordelen ved toppen var alligevel for stor til at de kunne holde sig væk, så infanteri blev sendt af sted. De blev opdaget og nordstaterne sendte bud efter forstærkning. En snarrådig oberst – Strong Vincent – nåede at opsnuse budskabet inden det kom helt frem til øverstbefalende, og kun derfor nåede nordstaterne at få sendt soldater til toppen inden sydstaterne nåede frem. Gad vide hvilken historie vi var blevet fortalt hvis sydstaterne havde indtaget denne top??

Et slag der kunne have ændret hele situationen

Et slag der kunne have ændret hele situationen

Det var en kæmpe oplevelse at køre rundt i området (ihvertfald for mig, jeg har ikke spurgt de andre 3 endnu), se de marker hvor slaget stod på og alle de historier og detaljer vores guide kunne. Så hvis du en dag får muligheden, så tag turen, også med guiden. Den er det hele værd.

Ferien nærmer sig sin afslutning. Vi er her til aften taget til en by kaldet Bowie. Ligger i den østlige udkant af Washington. Her bliver vi et par dage. I morgen slapper vi af, får sol og varme, og bliver ved poolen. Lørdag afsluttes med det sidste shopping, hvorefter det søndag går hjemad. Flyveturen hjemad bliver uden Steen og Pernille. Pernille er blevet så besværlig at flyets personale der har “monkey-klassen” ikke vil have hende, så de skal på “business”. Eller også er det fordi hun holder så meget af kage, og uden arme….så Steen tager med hende. Helt urimeligt vi ikke også kommer med på “business”. Dårlig forsikring de har. Men de skal altså først med en flyver 6 timer senere end os.

Til Lisbeth – eftersom ferien er ved at være slut er det også tid at skulle sige “snip snap snude…”, men godt vi havde dig med 🙂

Inden længe er vi retur i dejlige Danmark – det bliver nu dejligt at komme hjem igen.

2 dage i White Mountain Forest i New Hampshire

Så er der gået 2 hele dage her i nationalparken. Park lyder så småt – det er det bestemt ikke. Det er stort. Hvordan er den så? Sammenlignet med Yosemite i det vestlige USA, så ingen sammenligning. Yosemite er i sin egen klasse. White Mountain mangler tilsvarende dimensioner og variationer for at kunne være med, og er tilsvarende meget mere kommerciel end Yosemite. Men der er mange nationalparker der vil blegne ifht. Yosemite, så ingen skam i det. White Mountain er meget grøn og har sin egen charme. Der er et væld at hiking og trekking ruter alt efter hvad hjertet begærer og hvad det magter. Vores udgangspunkt for dagene er fra “Wilderness Inn”, som er stedet hvor vi bor. Ejet af parret Alan og Karen som er omkring de 60 år, faktisk blev Alan 61 år i dag og det blev fejret med fødselsdags sang til morgenmaden. De er virkelig et hyggepar der gør, man føler sig hjemme og der laves morgenmad efter “your choice” hver morgen. Frisk frugt og friskpresset juice er en selvfølge. Det samme er muffins, toast, srambled egg med grønt og bacon, sluttende af med pancakes, godt med sirup. Alt sammen fulgt af et smil

Så er der serveret

Så er der serveret

I går bød på 2 udflugter. Den første var til “Gorge Flume” som er et populært og let tilgængelig sted. Og smukt er det såmænd også

Ud på trapperne, og op det går...

Ud på trapperne, og op det går…

Området er naturskabt gennem mange mange år

En kile ned gennem to klippevægge...

En kile ned gennem to klippevægge…

Vandet bliver ved med at løbe...

Vandet bliver ved med at løbe…

Turen fra start til slut var estimeret til 2 timer. Vi klarede den på 1,5 time. Så vi var klar på lidt udfordringer med mere “gods i”, men stadig så vi kunne have Pernille med. Det blev så “Bald Mountain” – et område hvor der skal hikes, med belønning i form af udsigt. Turen ligger på små 3 timers hiking. Den sidste halve time mod toppen skulle ske med forsigtighed, det kunne nemt gå galt. På vejen op tænkte jeg allerede på hvordan vi skulle komme ned. Men selvfølgelig klarede vi det. Ikke altid kønt, men det virkede.

Taget oppe fra toppen af Bald Mountain

Taget oppe fra toppen af Bald Mountain

Samme sted men anden vinkel

Skiløjperne kan anes i baggrunden

Skiløjperne kan anes i baggrunden

En fin og hyggelig dag, som selvfølgelig skal afsluttes med et ordentligt måltid. Og det blev det. Min reference for gode bøffer er “Brazil Brazil” i NY – men ikke mere. “Gordi’s” her i byen serverede US prime og det her er en “Karens cut”. Den findes større, men jeg tænkte at 420 gram var tilpas.

Uden tvivl den bedste bøf jeg har fået, supermør og fuld af smag

Uden tvivl den bedste bøf jeg har fået, supermør og fuld af smag

Med mavsen fuld var vi klar til godnat, velvidende vi dagen efter skulle på toppen af Mount Washington. Det er det nordøstlige USA’s højeste punkt – 6.288 fod eller 1.917 meter. Lyder ikke af meget sammenlignet med andre bjerge, men området er meget barsk. Det er på dette bjerg der er målt den højeste vindhastighed nogensinde (hvis man ser bort fra cykloner og lign.). Koldt er der også på toppen. Den officielle koldeste temperatur der er målt er -46 grader. Selve bjerget er meget åbent og bart, så storm og andet uvejr er hårdt ved omgivelserne. Normalt siges det at træerne slutter i 10.000 fods højde. Men her er det 5.000 fods højde.

Det kalder jeg sgu medvind på cykelstierne...

Det kalder jeg sgu medvind på cykelstierne…

Måden at komme på toppen er flere, men oftest blandt 3: Du kører i bil velvidende at der er lidt plads og langt ned hvis det går galt, hiking som er estimeret til 6,5 time eller op med toget. Jeps – der er et tog der kan tage dig direkte til toppen. Og det på trods af der er hældninger på op til 37 grader. Vi valgte toget

Herfra starter toget, toppen kan skimtes i baggrunden

Herfra starter toget, toppen kan skimtes i baggrunden

På vejen op ændrer tingene sig

Det må have taget lidt tid

Det må have taget lidt tid

Turen er på 3 timer, 1 time op, 1 time på toppen og 1 time ned igen.

På dage med helt klart vejr, kan atlanterhavet ses, det samme kan Canada

På dage med helt klart vejr, kan atlanterhavet ses, det samme kan Canada

På toppen slappes der af og udsigten nydes

Trods mindst 6,5 time op så er der mange hikere

Trods mindst 6,5 time op så er der mange hikere

Kun de sejeste når toppen

Rigtige hikere får taget billede på toppen

Rigtige hikere får taget billede på toppen

En sjov oplevelse, men næppe et bjerg blandt de “7 store”.

I  morgen tidlig står den på en større køretur mod syd, nærmere bestemt mod Lancaster, der hvor amish-folket hører til. Køreturen er ca. 8 timer, planen er stop midtvejs, finde et sted med udendørs pool (de har lovet meget varmt vejr i morgen) og afslapning.

Hvalsafari i Gloucester, ankomst til White Mountain Forest

Dejlig dag i dag. Kom godt fra Boston. Slut med storbyer i denne omgang, nu handler det om naturen. Afgang fra Boston lidt over 07.00 og kurs nordøst mod Gloucester. Vi har hjemmefra bestilt billetter til hvalsafari kl. 08.30. Da vi sidst var for 3 år siden, var det en kæmpe succes. Så vi håbede på en gentagelse. Hyggelig lille havneby som primært er beskæftiget indenfor fiskeri og hvad man ellers kan finde på at bruge havet på – i dette tilfælde hvalsafari. Noget andet i byen bringer minderne frem om Olsen banden

Benny, kom så i gang - ja ja, jeg skal nok...

Benny, kom så i gang – ja ja, jeg skal nok…

Båden var en fin lille størrelse og ikke for mange personer. Fin start. God intro og fortælling og de kommende 3-4 timer vi skulle tilbringe på havet. Dagen før havde været med mange hvaler og dagens vejr var uden sol og vind og 17-18 grader. Åbenbart perfekt hvalvejr. Der er mange typer hvaler i dette område, men flest pukkelhvaler. Der er også andre typer, bl.a. blåhvaler, finhvaler, hajer, havskildpadder m.m. Duuuut-duuuuut, afgang ud på det store hav!! Små 45 minutter ud før vi kan forvente noget. Inden afgang var der mulighed for søsygepiller. Ikke alle gjorde brug af dette tilbud. Kort tid efter så vi hvem der burde havde taget imod det. Vi klarede frisag. Efter ca. 45 minutter blev de først skumsprøjt i det fjerne registreret. Spændingen stiger, kamera tjekkes en ekstra gang, udenfor kabyssen og finde en god plads, men hvilken side af båden?? “Take your chance” – og det gjorde vi så. Og jeg lige love for vi fik set hvaler. Det startede med en familie som er kendt i området.

Mor, far og  unge

Mor, far og unge

Samme familie

Samme familie

Jeg henter lige noget at spise, ses om lidt

Jeg henter lige noget at spise, ses om lidt

Halerne på hvalerne svarer til vores fingeraftryk – altså unikke – og dermed ved kendere hvilke hvaler vi er i kontakt med. Denne familie med kalv var de første. Siden kom flere til. Skipper var flink til at fortælle – kl. 9, kl. 2, kl. 12 osv. for at guide os hvor de var. Efter et stykke tid opgav han. Der var mellem 20 og 25 hvaler så han opgav at fortælle hvor de var, for de var alle steder. Og det var inkl. 3-4 kalve som var i lystigt humør, springende op af vandet, vinke med finnen liggende på siden. Vi havde dem indenfor 8-10 meter af os. Sikken en oplevelse, det kan man bare ikke blive træt af. Tror jeg fik taget 60-70 billeder med kamera. I første omgang må i nøjes med lidt fra Tulles mobil i ovenstående.

Efter denne succesoplevelse var det tid til at køre ind i landet, mod White Forest Forest. Vi var lidt mere positve vedr. Tulle og Pernille tilstand, trods vi ikke helt vidste hvad der ventede os. Nu er vi fremme og vi er ikke længere i tvivl om det nok skal gå. Her er mange muligheder for oplevelser enten ved at køre eller gå og i forskellige sværhedsgrader.

Lidt hjælp fra de lokal kendte er altid dejligt

Lidt hjælp fra de lokal kendte er altid dejligt

Det første først – hvor skal vi bo? Det kan vi også få hjælp til og det var heldigt. For på vejen der til, var planen er “booke on the road”, men området var i “no man’s land” = intet signal. Selv i nærmeste lille by, intet. Nå, men da vi kom frem blev det løst, og her bor vi så

Det er selvfølgelig her vi skal bo

Det er selvfølgelig her vi skal bo

Tulle vil så gerne tage billeder af hvordan vi bor, så her er lidt

Dejlig lille "patio"

Dejlig lille “patio”

Min seng...

Min seng…

Området er frodigt og fuld af dyr. I tirsdags blev en Mor-bjørn dræbt af en bil lige udenfor hvor vi bor. Den var på vej mod skraldespanden hos den lokale kineserbutik med 3 små unger. De lokale “rangere” blve tilkaldt for ungerne løb væk. Der blev sat fælder op så ungerne kunne blive fanget og bragt i sikkerhed. De første to blev hurtigt fanget, men den sidste trak det lidt ud med. Den havde gemt sig i et højt træ og ville ikke ned. Først efter lang tid lykkedes det at få den ned. Så vi må hellere passe på når vi begiver os rundt i naturen fra i morgen tidlig. Mere følger…

 

Boston

Vi ankom til Boston i går efter en meget lang køretur fra NY. Planlagt køretur var 4-4,5 timer. Det tog lidt over 7 timer. At komme helt ud af NYs trafik kan være noget af en opgave, også for os. Men vi kom godt frem og fandt vores hotel som ligger i havnen. Små 20 minutters gang og vi er i selve byen. Ingen problemer. Dagen i dag er gået med at efterforske Boston og dens historie. For Boston har mindst lige så stor historisk betydning som Philadelhia. Vi har kun denne dag, lørdag, for tidlig søndag morgen skal vi køre til Gloucester – en lille times kørsel – hvor vi skal på hvalsafari kl.08.30 (og det glæder vi os sindssygt meget til).

Boston er i den grad kontrasternes by ifht. NY. Det gælder både selve byen og ikke mindst vejret. Efter massiv hedebølge i NY er Boston i disse dage nede på 18-20 grader. Tænk man skulle sige det, men det er lidt dejligt. Selve byen emmer meget mere af afslapning og åbenhed end NY – nice! Dens bygninger er europæisk inspireret i design, helt tilbage fra briternes kolonisering. Og det er bevaret i flot stil.Byen har en smart måde at vi turister kommer sikkert rundt til de historiske ting – Freedom trail. Ruten er tegnet i asfalten/fortorvet og går 3 mil.

Freedom trail - vejen til historien...

Freedom trail – vejen til historien…

Man finder hurtigt ud af at der er særligt 3 personer der går igen her i byen – Paul Revere, Samuel Adams og John Hancock – alle 3 personer som har haft stor betydning for USA’s uafhængighed, men på hver sin måde. Særligt Paul Revere går igen

Det var i denne kirke Paul Revere lyste med 2 lygter i præcis 60 sekunder for at signalere at briterne var på vej og ikke mindst hvilken vej..

Det var i denne kirke Paul Revere lyste med 2 lygter i præcis 60 sekunder for at signalere at briterne var på vej og ikke mindst hvilken vej..

Det berømte signal fra Paul Levere til John Hancock (som endte med at blive den 3.præsident) og Samuel Adams – lederne af “Sons of liberty”:

18. april 1775 var dagen de også kaldte "midnight ride"

18. april 1775 var dagen de også kaldte “midnight ride”

Paul Revere boede her i Boston og hans hus står her stadig

Paul Reveres hus, står her stadig

Paul Reveres hus, står her stadig

Kirken hvor fra Paul Revere signalerede set indefra. Det var fra disse to vinduer på 1. salen de sendte signalet. På dette tidspunkt var Boston besat af briterne.

Det var fra disse vinduer han viste signalet

Det var fra disse vinduer han viste signalet

Naturligvis er han også begravet her i byen. Datiden og ikke mindst tidspunktet taget i betragtning lidt imponerende at han blev 84 år

Traditionen siger man skal lægge en mønt, hvorfor ved jeg ikke...

Traditionen siger man skal lægge en mønt, hvorfor ved jeg ikke…

De 2 andre særlige personer ligger også begravet her i Boston, John Hancock

John Hancocks hvilested

John Hancocks hvilested

Lidt interessant er det, at John Hancock faktisk var meget velhavende og alligevel var en af datidens største smuglere, udover sin normale forretning.

Samuel Adams hvilested

Samuel Adams hvilested

Tænk over det næste gang du drikker en øl med Samuel Adams på…

Lige ved siden af vores hotel her i den stadig aktive flådehavn, ligger USA’s ældste og stadig aktive krigsskib – USS Constitution

Ligger i dok til vedligeholdelse, forventes klar igen primo 2018

Ligger i dok til vedligeholdelse, forventes klar igen primo 2018

“Old Ironsides” som det også kaldes, fordi det kunne modstå kanonkugler fra briterne, blev bestilt i 1794 og var klar i 1797. Navnet fik det i 1812 i et slag mod briterne hvor det sænkede 5 britiske skibe og modstod kanonkuglerne. Dets aktive rolle er vist mere af museumsmæssig karakter, men flot er det nu alligevel.

I morgen er det afgang mod Gloucester til hvalsafari – det har vi store forventninger til. Bare vi nu ikke bliver skuffet. Efter hvalsafarien er det planen vi begiver os nordvest på mod “White Mountain Forest” – en nationalpark. Men efter Pernilles cykel uheld og Tulles begyndende ømhed i akillessenen, er vi lidt i tvivl om planen helt holder. Men vi tænker alternativer hvis ikke, vi håber…

Manhatten, dag 2…”Ingen arme, ingen kage”

Nogle oplevelser kan undværes bedre end andre – sådan en fik vi på sidste dagen i Manhatten. Dagen starter fint – som vi plejer – og ind til byen. Planen er lagt for dagen:  Leje cykler og køre rundt i Central Park, over til Grand Station, kort shopping i Niketown som ligger i Trump Plaza, og afslutning i Empire State.Jeg kan godt afsløre at INTET i den plan blev ført ud i livet. Pernille besluttede sig for noget helt andet. Vi fik lejet cyklerne i 2 timer. Vi er fornuftige, så vi trak cyklerne op til starten af parken. Da vi nåede parken, op på sadlen og derud af. Gik fint og alle var med. Vi nærmer os “The Boathouse” som ligger inde i parken, ned af en bakke på asfalteret vej. Rækkefølgen er Steen, Tulle, jeg og Pernille. Pludselig – lige bag mig lyder der et brag og højt råb. Da vi får bremset og vender os om, så ligger Pernille på asfalten, styrtet og medtaget. Det var sgu alvorligt. Hun havde slået sig på knæ, arme og hage. Inden vi fik set os om var der 3-4 personer klar til at hjælpe. “Call 911” – naaaaeee tænkte vi. Lad os nu lige se. Men efter lidt minutter var hun svimmel og venstre arm kunne ikke bruges, højre arm også lidt øm. Under hagen blødte det. Hendes tilstand ikke helt ok. Hun mente selv det var pga. for lavt blodsukker??? Vi turde ikke fortsætte uden hun blev tjekket. Og her kom dagens helt – Gregory – ind i billedet. Han er officiel “mini bike cap driver” i parken. Han ringede til 911 og bestilte ambulancen. Vi ventede og vi ventede – Gregory blev mere og mere pinlig og irriteret over sin bys manglende evne til at sende en ambulance. Som han sagde – hvis det var en politimand, såp var de her på 2 minutter. Mindre kan gøre det for os, men alligevel. Han ringede 4 gange og rykkede. Da der var gået 1,5 time og den stadig ikke var kommet, måtte Steen og Pernille tage en “mini bike cap” til hospitalet. Min og Tulles plan var så at trække cyklerne retur til udlejer – de 2 timer var gået og for hver påbegyndt time over = 9$ pr. cykel. Skide være med det, vi tager det som det kommer. Men Gregory havde anden mening. “Jeg har alligevel fri og skal den vej. Vi smider 2 af cyklerne op på min Cab og I cykler efter mig”. Jamen ok så, men det var altså ikke gennem parken med ude på vejene. Som sagt sådan gjort. Det tog ca. 15 min. på cykel at komme retur til udlejer, vi var nok aldrig kommet retur hvis vi skulle have trukket dem. Så Gregory var virkelig en kæmpe hjælp, han blev ved os i lidt over 2 timer og prøvede på alle måder at hjælpe os – sikke en fyr !!

Gregory - vores helt...

Gregory – vores helt…

Eftersom Steen og Pernille nu var taget på hospitalet skulle Tulle og jeg finde en måde at slå tiden ihjel på til vi fik en melding fra hospitalet. Første tanke var Empire, men det endte med Macy. I NY ligger den først åbnede Macy – og de kalder det selv verdens største indkøbs center. Jeg tror det er rigtigt, hvis vi taler om shoppingsmalls med en og samme ejer – og ikke at sammenligne med Fields m.m. Det er på 10 etager og størrelsen på hver etage er – ja, virkelig lang. Så her kunne vi nemt bruge lidt timer. På vej ind kommer første melding fra Steen – begge albuer er brækket og de venter på en ortopædkirurg. Fandme en lidt øv melding. Vi tænkte allerede – nu skal de hjem og vi må fortsætte alene. Jeg så allerede for mig at Pernille kom gående med begge arme i gibs på en rullestativ. Lidt senere kom ny melding – “vi forlader snart hospitalet, Pernille har fået slynge på hver arm, skal vi spise sammen”. Øhhh, hvad sker der nu?? Men fint – det gør vi da. 1 time senere mødt vi dem ved Madison Square. Og her sad Pernille ganske rigtigt med slynge på hver arm.

Ingen kære mor her...

Ingen kære mor her…

Den venstre skal være i slynge i 11 dage, den anden i 3 dage. Der er kommet mindre brud på albuerne. Men det vigtigste var hun var uskadt og i fint humør. Efter chocket har lagt sig kan vi grine lidt af det og lave små jokes, men sådan var det ikke mens vi var i parken. Sådan endte vores sidste dag i NY – puha.

Parken er nu skøn, det vi nåede at se...

Parken er nu skøn, det vi nåede at se…

Vi er nu ved at forlade NY, og på vej mod Boston. Det glæder vi os til. Mere følger…

Manhatten, dag 1 af 2

En dag med mange kilometer i benene igen. Hvis man ikke skulle vide det, så er der hedebølge i NY, 33 grader og ulideligt fugtigt. Men vi kæmper gør vi. Det giver gode påskud for is og koldt at drikke. Vi startede lidt over 9.00 med at aflevere al vasketøjet lige rundt om hjørnet. Der er et “drop off” vaskeri. Så er der frisk tøj igen. På vejen dertil skulle Steen og jeg lige have flyttet bilen. Det er noget med at den ene siden af vejen må man parkere mandag-torsdag og den anden side tirsdag-fredag. Og lidt over 9.00 er de fleste kørt på arbejde, så der er fint plads til at skifte. Det var der ikke aftenen før da vi kom lidt sent hjem. Men der var en plads – underligt ingen havde taget den – tænker vi DAGEN EFTER. Men det fandt vi så ud af her til morgen. Der lå nemlig en pæn hilsen fra en parkeringsvagt. Den ene plads der var, var lige ud for en brandhane. Vi havde set den og var ca. 1 meter på siden af den, men det er altså ikke nok. 115$ i bøde, at betale.  Man kan jo undre sig, for der er jo pladser nok

En lille plads til os, men nej...

En lille plads til os, men nej…

Lidt øv, men så har vi prøvet det. Videre op til toget og ind downtown. Vi startede i BH-foto, som er gigantisk stort. De har alt i elektronik og alle de ansatte er jøder. De ved hvad de snakker om. Hvis det altså ikke lige var fordi de har lidt andre strømstik end vi har hjemme, så kan der virkelig laves fine handler. Så vi begrænsede os. Videre mod “lower manhatten”, vi skulle til “Ground Zero” eller 9/11 som andre kalder det.

De 2 nye tårne skyder op i skyerne

De 2 nye tårne skyder op i skyerne

Det er imponerende byggeri de har lavet. Det til venstre har observations dæk man kan besøge. Vi sprang over. Vores tur går til Empire state i morgen. Hele 9/11 området må man bare have respekt for. Det er ikke svært at forestille sig hvad der skete. Der er rigeligt til at gøre en opmærksom på det

Her stod det ene af de oprindelig to tårne

Her stod det ene af de oprindelig to tårne

Et levende vandfald i et enormt stort firkantet hul. Rundt om hvert af de 2 huller er der indskrevet navnene på alle de mennesker der omkom

På en del navne er der isat blomster

På en del navne er der isat blomster

Efter denne historiske gennemgang var det videre til den helt sydlige spids af Manhatten, Battery park og færgeområdet. Der afgår løbende en færge til Staten Island som er gratis. Den sejler lige forbi frihedsgudinden

Hun ligger lidt i skygge, men smuk er hun nu alligevel

Hun ligger lidt i skygge, men smuk er hun nu alligevel

og giver samtidig et super view over NY’s skyline

Manhattens skyline taget fra Staten Island færgen

Manhattens skyline taget fra Staten Island færgen

Det er et fantastisk syn, billedet retfærdiggører det ikke helt. Det skal ses “live”, men I må nøjes med dette.

Tilbage i 2011 da Tulle, Jonas og jeg var i NY, besøgte vi en fantastisk brasiliensk restaurant – Brazil Brazil. Den har jeg drømt om siden og er min reference for en god bøf. Den skulle besøges her til aften. Jeg var en anelse bekymret da vi nærmede os. Mest fordi visse gamle gode film skal blive ved minderne og ikke genses. Men derhen tog vi.

Ser måske ikke ud af det helt store, men det er et stykke af himlen

Ser måske ikke ud af det helt store, men det er et stykke af himlen

Og jeg blev heldigvis ikke skuffet. Områdets restauranter har også den super flotte service at de selv påsætter drikkepengene efter hvor meget du har rost maden. Det gjorde de også denne gang. Belært af sidste gang brugte jeg ikke ordet “fantastisk”, men kun “godt”. Det sparede vi 5$ ved, og skulle kun betale 31$ i drikkepenge. Glimrende service (ironi kan forekomme).

Efter denne dejlige middag var det blevet mørkt og vi skulle forbi Times Square. Om aftenen er det en oplevelse i sig selv. Ved egentlig ikke hvilken by der har noget der kan matche dette syn

Et rent lysshow i et menneskemylder

Et rent lysshow i et menneskemylder

Og minsanten om ikke de 2 unge drenge også lige var forbi for at få taget et lille billede og samtidig berige atmosfæren

2 unge drenge på Times Square

2 unge drenge på Times Square

Endnu en dag gik og det samme kan man sige om vores ben. Det var dog kun 12,5 kilometer i dag. Vi er trætte nu og skal putte, så vi er klar til at hente vasketøjet i morgen tidlig inden vi igen sætter kurs mod Manhatten.