Sidste aften “over here”

Ja, så skriver vi torsdag aften her i San Francisco og i morgen er vi så på vej retur til gode gamle Danmark igen. Tiden er fløjet afsted – 3 uger – væk… Men hold da op for 3 uger vi har haft. Lækkert lækkert!

Efter vi kom retur til SF har det føltes kort her, der er også kun 18 grader. Tager man en lille times kørsel herfra, så ændrer klimaet sig drastisk. Så er der 25-28 grader. Virkelig underligt. I går tog vi på heldagstur til Napa Valley. Indholdet for turen var frokost på CIA og besøg på diverse vinmarker. Alt nåede vi. Turen startede med det lidt triste vejr her i SF, men efter små 45 min. var himlen blå og solen fik frit spil. De lokale siger det dels skyldes havet og den placering SF har – dertil skal lægges at Napa ligger i en stor dal og det betyder altså virkeligt noget. Så vi havde absolut ingen hastværk med at komme retur til SF. Selve turen til CIA er rigtig hyggelig. Bygningen er rigtig stor og er oprindeligt et gammelt kloster. Efter lidt jordskælv blev det opgivet og en rigmand tog over. Siden slap han det også og forærede det til de nuværende. Det var en meget bekostelig affære at sætte det i stand, men missionen er virkelig lykkedes. Når det så oveni ligger i en perle af et område, så er det svært ikke at beundre. Så turen og frokosten var i top, men det skal det ogå være til den pris. Efter frokosten skulle vi finde et vinsted, og der er rigtig mange at vælge imellem. Valget faldt på Elisabeth Spencer. Begge dele i navnet er fornavne på henholdsvis kone og mand som har virksomheden. De sælger udelukkende deres vin i USA og slet ikke i europa. De sælger ca. 150.000 falsker årligt. Vi blev placeret i en rigtig hyggelig patio (også det andre kalder gårdhave) og fik 2 hvidvine og 3 rødvine. Det var superhyggeligt. Samme aften skulle de ansatte have en lille sammenkomst i pationen og Spencer havde opgaven med grillen. Så han klargjorde og fik også tid til at sætte sig hos de 4 danskere fra Hvidovre til en lille sludder – nice nice.

I dag er turen gået forbi Stanford University, syd for SF, på vej mod San Jose. Det er et kæmpe område det ligger på – 32 km2. Det er en pæn sjat. Vi havde klaret vores egen lillee guided tour med tilhørende frokost. Det er imponerende så stort det er. De har bl.a. eget stadion med plads til små 25.000 tilskuere. Pt. har de 16.000 studerende og 1.700 lærere. Dertil skal lægges diverse arbejdere der sørger for området. Det er en stor butik. Igennem tiden er der pt. 17 lærere der har modtaget en nobelpris. Af succesfulde elever fra Stanford kan bl.a. nævnes virksomheder som Hewlett-Packard, Yahoo, Cisco og ikke mindst Google. Så det er en eftertraget skole.

Vi er alle klar til returen og glæder os rigtig meget til at komme retur til jer alle hjemme i Danmark. Og ikke mindst dele vores oplevelser med jer. Så forhåbentlig meget snart på gensyn – men først en rigtig lang flyvetur hjem (den glæder vi os ikke til)

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *