V6’eren i Dodgen er kommet i arbejdstøjet. Efter vi forlod dejlige SF og kørt sydpå i retning af LA har oplevet fantastiske ting. Første stop var på den helt traditionelle diner hvor man spiser morgenmad som i de amerikanske film. Servitricen, Berverly Hannah, var lige efter bogen. “What would you like honey” var hendes første ord og så fik vi en længere sludder. Hun havde familie i bl.a. Finland. Vi fik det store morgenkomplet med alt til, det medførte at vi sprang frokosten over. Men godt var det. Ved eftermiddagstid nærmede vi os Monterey. Her besluttede vi os at overnatte – det kom vi ikke til at fortryde. Vi fik værelser på Vagabond Inn til absolut billige penge og det fejlede ingenting. Monterey har den mest hyggelige havn med den stemning USA kan give byerne. I havnemolen lå søløverne på store traktordæk og solede sig som det mest naturlige. Visse steder var der ligefrem pladsmangel og de havde ingen skrupler med at skubbe hinanden væk. Monterey er mest af alt kendt for hvalsafari, så det måtte vi se nærmere på. Der var flere udbydere og det endte md vi fandt en passende, så dagen efter kl. 09.00 skulle vi på hvalsafari. Af mulige emner vi kunne se var: Pukkelhvaler, delfiner, spækhuggere og blåhvaler. De sidste to ikke så sandsynlige som de to første. Efter vi havde tilmeldt os steg stemningen til et niveau vi sidst havde da vi som små børn ventede på juleaften ;-). Varmt og vindtæt tøj var påkrævet – der var mellem 25-30 grader?? Men det skulle vise sig at være en god ide. Vi stod tidlig op og var mere end klar. Vi forlod havnen med stor optimisme i superlækkert vejr. Vi sejlede ud i ca. 45 min. Skipperinden havde meddelt at når klokken ringede var der gevinst. Der gik ikke mange minutter før klokken lød: “at ten o’clock” lød det i højtaleren. Alle fattede kamera og til venstre siden af båden. Og ganske rigtigt – en voksen blåhval. Sikken en syn!! Den blev vurderet til ca. 30 meter og små 40 tons. Det siges at blåhvalen sjældent viser halen når de dykker, men denne gang var en undtagelse – og det mere end en gang. Kameraet klikkede løs. Den nød vi en halv times tid, så skulle vi videre. Små 5 minutter senere ringede klokken igen: “at two o’clock” – 2 pukkelhvaler. Det var sgu oplevelser alle skulle prøve. Dem knipsede vi vist også mere end et par gange. Herefter var tiden gået og retur til havnen. Det var en af de største oplevelser jeg har haft i nyere tid. Hvis I  – kære læsere – nogensinde får den mulighed, så tøv ikke. Det er det hele værd – basta!!

Efter denne super oplevelse skulle vi en hurtig smuttur til Carmel. Mest kendt for at Clint Eastwood har været borgmester for en del år siden. Den lå ikke langt væk, så vi fik parkeret og kom hurtigt til downtown. Carmel er en lille luksusby for de rige og turister der vil hurtigt af med dollars. Den er smuk og ren, men så heller ikke mere. Vi fandt Brunos deli og han lavede de mest fantastiske roastbeef sandwich som vi tog med til stranden. En strand der havde en udsigt uden lige over Carmel Bay. Videre igen, ned af highway 1. De næste 100 km var med sving der uden problemer kunne matche Alpe duez. Men udsigten og naturen kan intet andet matche. Det er vist kun i reklamebrochure vi har set lignende. Man forstår bedre hvorfor mange vile denne rute. Så det nød vi også. Pludselig var der mulighed for at se søelefanter, så vi gjorde stop. Og ganske rigtigt, lige der, midt på stranden lå små 100 af disse dejlige basser. Og små er et forkert ord. For de er ret store. Man står næsten lige foran dem frit i naturen. Smukt!!

Så var det ved at være tid til at finde en by til overnatning. Det blev så San Luis Obispo. Aldrig hørt om den før, men hyggelig er den bestemt. Så her overnatter vi inden vi i morgen skal forbi Solvang og Neverland, inden vi for alvor rammer LA. Mere om det senere.

Til slut – brormand, tillykke med endnu et år. 47 er ingen alder. Hurra hurra fra os alle 4 her i det superskønne Californien.