Amish i Lancaster & Gettysburg

En lang køretur blev endelig færdig i går, og det sammen med den hedebølge der har ramt området igen. I skrivende stund – kl. er 22.53 – er her 30 grader udenfor og meget fugtigt, Pyha!!

Dagen i dag var afsat til Amish oplevelse i Lancaster. Forventningerne var store og det var illusionerne også. På en skala fra 1-10 hvor 1 er lavest, var forventningerne ca. på 9 – og de blev på absolut ingen måde indfriet. Hvis man lige som os – lidt naivt – tror man skal rejse tilbage i tiden og genfinde hvordan man levede for ca. 150 år siden, så glem det. Amish driver en stor velfungerende kommerciel forretning. Et kæmpemæssigt landbrug med moderne maskiner, køer der malkes af maskiner, top moderne huse – og en superfed indtægt for en masse naive turister. Det eneste der adskiiller dem fra os er udseendet, selerne, skægget, tøjet og hestevognen. Og så er de bare skidesmarte til at udnytte det optimalt. Det  var en kæmpeskuffelse og efter en tur på 30 min. i hestevogn handlede det for os om at komme væk hurtigst muligt. Så hvis andre skal til området og har samme illusioner – så bliv væk. Du går ikke glip af noget!!!

Hestevogn fra Amish, det mest ophidsende billede jag kan vise

Hestevogn fra Amish, det mest ophidsende billede jag kan vise

Herefter stod der Gettysburg på dagsordenen. Og det var efter Amish oplevelsen med lidt bange anelser – ville vi blive lige så skuffet? En køretur på 1,5 time, vi ankom 15.30 i bagende hede, og frem til visitor center. Du kan vælge at købe en cd og køre turen rundt i området og en nærmere angivet rute, eller tage en guidet bus-tour på ca. 2 timer med guide. Vi valgte det sidste. Sidste bustur var 16.00 og der var ledige billetter – yes!! Det skulle vise sig at være en super tur med en rigtig god guide som ved hvad han taler om.

Vores guide, i hånden holder han en af de kugler der blev affyret fra gevær. Hver soldat havde 40 kugler

Vores guide, i hånden holder han en af de kugler der blev affyret fra gevær. Hver soldat havde 40 kugler

Han kunne alle detaljer, antal soldater, dato, år, navne m.m – det gav en helt anden oplevelse. Hans evne muliggjorde for os  at se soldaterne for os. Skulle du ikke have helt styr på detaljerne, så handler “Slaget ved Gettysburg” om 3 dage i året 1863, 1. juli til 3. juli. Jeg kan ikke erindre alle de detaljer der kom frem i dag, men han havde mange fine synspunkter. Mange kalder slaget for det vigtigste slag for de “Forenede stater”. Ønskescenariet for sydstaterne – anført af general Lee – var at kunne indtage Philadelphia, køre direkte til Independence Hall og sige – “her erklærede I uafhængigheden og de forenede stater, hvorfor skulle vi ikke kunne erklære vores egen uafhængighed?” Indtil dette tidspunkt var alle slag udført i sydstaterne, og General Lee kom til Gettysburg med en frisk sejr i baglommen. Gettysburg ligger i Pennsylvania og er en nordstat. Det var altså det første slag på nordstaternes hjemmebane.

Slagmarken - den lille stenmur er resterne af nordstaternes forsvarslinje

Slagmarken – den lille stenmur er resterne af nordstaternes forsvarslinje

Det var uvant med krig på hjemmebanen, ikke kun for soldaterne, men også for de civile. For selv om man måske var ligeglad med slaverne, så havde man ikke noget valg når krigen var kommet i baghaven. Hvorfor lige i Gettysburg og ikke andre steder? Igennem et stykke tid havde der værret “katten efter musen” og ikke de store sammenstød i området. Sydstaterne er for alvor presset, særligt på deres jernbane og kan ikke få forsyninger frem. Lee træffer så den beslutning at efterlade Richmond – som er sydstaternes hovedstad – og rykker mod Gettysburg. General Meade – øverstbefalende for nordstaterne i dette slag – kunne så vælge om han skulle indtage Richmond (ingen dårlig fangst) eller om han skulle rykke efter Lee. Som bekendt rykker han efter Lee. I dagene op til slaget er sydstaterne i overtal, den store nordstatshær står i Maryland (i øvrigt et sydstat). Der fortsættes i “katten efter musen” indtil sydstaterne sender ca. 3500 soldater mod ca. 300 af fjendens. For at forsvare disse 300 soldaterne sendes der flere soldaterne ind, og slaget er stille og roligt sat i gang – i et meget forrenklet udgave. I de 3 dage slaget stod på var der kun 1 civil der døde – kun 1. Begge sider var meget opmærksomme på at de civile skulle holdes uskadte. Det største problem var faktisk de civile selv. Ved at stå på taget af deres boliger kunne de følge slagets gang. Men på 200 meters afstand kunne en snigskytte ikke se forskel på en civil og en soldat. Så nordstaternes kommando indkaldte de vigtigste mænd i byen og bad dem sikre de civile holdte sig indendøre. Siden er vores nygerrighed for at være tæt på krig stilnet lidt af. Mængden af soldater der enten døde, blev såret eller taget til fange og svarede til 1% af datidens befolkningstal. I dag vil det svare til ca. 3 mio. mennesker i USA. Datidens kanoner spillede en stor rolle, og de sorte kanoner havde en rækkevidde på 1,5 mil og en kanonkugle kunne skydes afsted med en hastighed på 1 mil indenfor 5 sekunder.

En kanonkugle kunne nemt slå 8 soldater ihjel

En kanonkugle kunne nemt slå 8 soldater ihjel. Der står utallige af dem i området markeret med hvilken stats soldater der havde dem

Som bekendt vandt nordstaterne dette slag, men krigen sluttede jo ikke. Umiddelbart efter slaget besøgte Abraham Lincoln Getteysburg og holdte tale om hvorfor det var nødvendigt at fortsætte krigen. Den øverstbefalende for nordstaterne var Grant og ham som også fortsatte krigen. Rygterne siger at lige så hård en øverstbefalende han var, lige så mild som han kunne være, var han i forbindelse med overgivelse fra Lee og de betingelser den inkluderede. Årsagen… – “i morgen er det vores landsmænd og vi skal kunne leve side om side”.

Et slag midt i de 3 dage jeg ikke kendte til, var “little round top”. Slagmarkens område er kuperet, men ikke med særlige højder. Der er 2 bakketopper – “big round top” som er dækket af træerne og dermed har mistet sin værdi, og så “little round top” som er uden træer. Den gav et strategisk fordel observationsmæssigt.

Udsigt fra "little round top"

Udsigt fra “little round top”

Af en eller anden besynderlig årsag var denne top totalt ubemandet af nordstaterne. Sydstaterne troede det var en fælde og holdte sig på afstand. Men fordelen ved toppen var alligevel for stor til at de kunne holde sig væk, så infanteri blev sendt af sted. De blev opdaget og nordstaterne sendte bud efter forstærkning. En snarrådig oberst – Strong Vincent – nåede at opsnuse budskabet inden det kom helt frem til øverstbefalende, og kun derfor nåede nordstaterne at få sendt soldater til toppen inden sydstaterne nåede frem. Gad vide hvilken historie vi var blevet fortalt hvis sydstaterne havde indtaget denne top??

Et slag der kunne have ændret hele situationen

Et slag der kunne have ændret hele situationen

Det var en kæmpe oplevelse at køre rundt i området (ihvertfald for mig, jeg har ikke spurgt de andre 3 endnu), se de marker hvor slaget stod på og alle de historier og detaljer vores guide kunne. Så hvis du en dag får muligheden, så tag turen, også med guiden. Den er det hele værd.

Ferien nærmer sig sin afslutning. Vi er her til aften taget til en by kaldet Bowie. Ligger i den østlige udkant af Washington. Her bliver vi et par dage. I morgen slapper vi af, får sol og varme, og bliver ved poolen. Lørdag afsluttes med det sidste shopping, hvorefter det søndag går hjemad. Flyveturen hjemad bliver uden Steen og Pernille. Pernille er blevet så besværlig at flyets personale der har “monkey-klassen” ikke vil have hende, så de skal på “business”. Eller også er det fordi hun holder så meget af kage, og uden arme….så Steen tager med hende. Helt urimeligt vi ikke også kommer med på “business”. Dårlig forsikring de har. Men de skal altså først med en flyver 6 timer senere end os.

Til Lisbeth – eftersom ferien er ved at være slut er det også tid at skulle sige “snip snap snude…”, men godt vi havde dig med 🙂

Inden længe er vi retur i dejlige Danmark – det bliver nu dejligt at komme hjem igen.

3 tanker om "Amish i Lancaster & Gettysburg"

  1. Irene Olsen

    Hej Jørgen. Tusinde tak for en fantastisk rejsebeskrivelse. Vi glæder os til at se jer. god tur hjem og hilsen til Tulle, Pernille og Steen. Kh Henry og Irene

    Svar
    1. admin Forfatter

      Hej i 2 – selv tak. Vi har slappet af hele dagen i dag. Kl. er lige nu 18.08 her og vi skal snart ud til aftensmad. Vi glæder os til at komme hjem igen, se jer og fortælle og vores rejse. Hej hej fra os begge

      Svar
  2. Lisbeth

    I skal være så velkommen hjem 😉 det har været super hyggeligt at følge med , men jeg må bare glæde mig til i tager afsted næste gang 😀 god tur hjem (her er under 20 grader og regn skyer ) så nyd det sidste at USA 😊

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *