Månedsarkiv: juli 2018

Afsluttende dykkertur på Bali…og hjem igen…

Steen og jeg fik jo pludselig smag for at skulle dykke, altså sådan rigtigt. Så vi bestilte en dykkertur til Tulamben, som ligger på den østlige del af Bali. Det tager lidt over 2,5 time at komme dertil, så hvorfor tage lige dertil? Først og fremmest fordi man går i vandet direkte fra stranden og ikke fra en båd. Dernæst fordi der ligger et gammel amerikansk fragtskib fra 2. verdenskrig. Så derfor. Vi blev afhentet om morgenen kl. 07.30. “Oktar” hed den første mand der steg ud af bilen og bød os velkommen. Det viste sig at være vores instruktør. Det var ikke lige det første vi tænkte da vi så ham. Men udseende og kropsbygning kan indimellem snyde.Det gjorde det i dette tilfælde, for han skulle vise sig at være en super god instruktør.

Oktar havde en fin lille hjælper med på stranden (ses i baggrunden på nedenstående billede)

Så er det lige før det går løs…

 

 

 

 

 

 

 

 

Det var ikke helt uden en form for nervøsitet at vi skulle igang, men ud i vandet  med fuld oppakning og få en ide om hvordan det er at trække vejret med inhalator og ilt på flaske. Lige i starten var det sgu lidt svært og i et par minutter havde jeg lidt tvivl om det ville lykkes. Men det hjalp da vi kom helt under vand, så kom det faktisk ret hurtigt til en. Indsugning et hurtigt og kort, men ud igen er en længere og langsommere proces. Men vi lærte det sgu!!

 

Under vandet og alt ok…

 

 

 

 

 

 

På knæ på bunden…

 

 

 

 

 

 

Det gælder om at holde godt fast på det skibsvrag…

Lidt koraller og fisk er her også…

 

Lidt video blev det også til:

MVI_1223

Vi fik 2 dyk hver. Den første gang var vi nede på 7 meters dybde. Anden gang blev det til 10 meter. Det var en fantastisk oplevelse for os begge og vi har bestemt ikke fortrudt. Det SKAL bare prøves igen.

Efter dyk nr. 2 var det tid til en 3 timers tur hjem igen til Kuta. Trætte men opstemte kom vi hjem og afsluttede med en kæmpe krammer til hinanden – “We did it”!!

Farvel Lombok…goddag Kuta

Efter nogle dejlige dage på Lombok, var det tid til Bali igen. Denne gang Kuta. Lombok er hvad Bali var for 20 år siden. Rolig, dejlig afslappet, ikke så turister og billig-billig. Vi vidste godt at Kuta ville være noget andet (Frederik havde antydet det) – og det er det bestemt også. Det minder om et virvar af myrer der konstant løber rundt med tilhørende trafik. Gaderne er fyldt med spisesteder, massage og ikke mindst alverdens butikker der også kendes fra Thailand med alt muligt kopi-gejl. Vores hotel ligger lige ved stranden, skal lige over på den anden side af gaden. Så finder du den meget lange og brede strand, Kuta beach. Jeg frygtede det ville være med “boom boom” og andet larm, men det er det positivt nok ikke. Der er egentligt rimeligt roligt.

Stranden ser således ud:

Overraskende nok ikke overfyldt…nice

Et lille videoindslag fra stranden giver et bedre billede:

Vi slapper fortsat godt af på stranden. Men i dag, 15. juli, var vejrguderne ikke helt med os. Regn og overskyet, men ikke koldt. Hvad skal man så? Vi hyrede en chauffør og bad ham køre os til et af de mange store flotte vandfald de har her på Bali. Vi udvalgte os “Nung Nung”. Det betyder ikke rigtig noget, det er blot et navn. Det tager ca. 2 timer at komme dertil, så vi var på vej. Når man kommer dertil skal man 500 trin ned for at komme ned hvor vandfaldet er. Forinden havde vi – som de magelige turister vi er – stoppet og købt regnslag til alle 4. De bruges iøvrigt flittig af alle dem som kører knallert.

Trapper på vej ned. Jo, det er stejlt og endnu hårdere at komme op igen

Efter meget flot indsats fra alle 4 nåede vi ned til vandfaldet

“I made it”

Vandfaldet er 55 meter højt og der kommer altså en pæn del vand. Der kan uden problemer bades i vandet. Vi sprang den del over. Denne video giver en god ide om hvad jeg mener:

Efter at havde nydt synet var det igen tid til at komme op igen. Vi sparer jer for de billeder. Men det fik da pulsen op at køre.

I morgen står den på ægte dykning med flaske og det hele til for Steen og jeg. Det er en lille drøm der skal forsøges at blive udlevet. Har pt. ingen ide om hvordan det vil gå. Vi skal på østkysten af Bali, Tulamben. Lige et stykke ude i vandet ligger et amerikansk transportskib fra 2. verdenskrig, U.S Liberty. Om vi kommer derned er nok meget tvivlsomt, men mindre kan vel gøre det. Vi får 2 dyk på hhv. 30 og 45 minutter med instruktør. Mere følger…

Farvel til Ubud (Bali) og goddag til Senggigi (Lombok)

Vi forlod Ubud i mandags for at tage til Lombok. Ubud var meget anderledes. Ikke et sted man er for at slappe af og nyde sol. Det ligger i skovområde med mange skyer, men absolut ikke koldt. Hvis du er der for at tage på ture – og mulighederne er mange – så er det fint. Men nu er vi altså på Lombok og sikken en forskel på de 2 øer. Ikke så meget fordi de er muslimer på Lombok og hinduer på Bali, det er mere trafikken. Lombok er bare så meget mere rolig, hvor Bali er travl og trafik alle steder. Det er nu endelig tid til at nyde solen og bo på et fedt hotel – og vi er ikke blevet skuffet. Lækkert hotel og der er sol og varme. Flæsket er blevet lidt branket. I går stod den på afslapning på stranden for dagen i dag stod i “gili øernes tegn”. Vi havde forinden hyret vores egen lille båd med afgang fra den lokale havn kl. 09.00 i morges. Gili øerne består af 3 øer – Trawangan, Meno og Air. Trawangan er den største og Meno den mindste. Aftalen med kaptajnen var at vi skulle på alle 3 øer med løbende snorkling…og det kom vi. Det tager ca. 1 time og 15 minutter at sejle ud til øerne, men hurtige både findes da, bare ikke den vi var med.

Klar til afgang på rum sø...

Klar til afgang på rum sø…

Det var bare at nyde sejlturen og den omkringliggende natur til de kom til syne.

Trawangan er foran os...

Trawangan er foran os…

En lille video ved ankomsten:

Trawangan er den pulserende ø hvor alverdens unge mennesker – som os selv – tager til for at snorkle, dykke og surfe. Du kan ikke så meget andet her. Vi var her ca. 1 time for at tage videre. Næste ø var Meno. Vi havde set på et kort at nordøst for øen var der “Turtle crater”. Så der ville vi selvfølgelig gerne hen og snorkle. Kort tid efter var vi der og kaptajnen siger “snorkling, turtle..” Så i med os og masker på. Man kunne se bunden og der var mindst 10 meter ned. Vi kunne se alle dem som dykkede. De var nede på bunden. Vi andre nød det oppefra. Men der kom nu også “turtle” til os:

Zoom lidt ind og du ser den tydeligt...

Zoom lidt ind og du ser den tydeligt…

Pludselig lå der en anden på siden af vores båd:

Halløjsa lille ven...

Halløjsa lille ven…

De kommer pludselig nedefra og skal lige op og have en mundfuld luft. Vi var små 3 meter fra en af dem som var på vej op. Det er sgu lidt stort at de pludselig er foran en. Vi havde taget brød med hjemmefra for at tiltrække fisk, og det lykkedes meget fint. Ihvertfald i starten da det var de små fisk, Men inden længe blev de altså lidt større og så går der altså lidt pivtrold i den for nogen af os. Jeg var måske en af dem.

Som en fisk i vandet...

Som en fisk i vandet…

Der er tydeligvis fokus på at leve sundt og korrekt:

Det er jo det jeg har sagt hele tiden...

Det er jo det jeg har sagt hele tiden…men så er det godt jeg har mit eget sted…JM’s steakhouse

5-6 timer efter vi tog afsted nåede vi retur til vores lille havn og er pænt trætte. Mon ikke den står på ren afslapning i morgen…tror jeg. Fredag forlader vi Lombok og tager retur til Bali, nærmere betegnet Kuta. Frederik undrer sig nok stadig over hvad vi vil der. Tror han mener vi er for gamle. Måske han har ret. Det vil tiden vise.

Toppen af Mount Batur

For små 2 døgn siden købte vi billetter til toppen af Mount Batur, som er en vulkan. Turen er en såkaldt “sunrise trekking”. Planen var at vi hentes ca. 02.00-02.30 om natten for at vi kan være på toppen til at se solopgangen. Kl. 02.30 blev vi hentet. Vi troede lidt at det nok bare var os, som havde fået denne geniale ide. Det var det ikke helt. Det var en lille minibus med plads til ca. 12 personer, og det var fint nok. Blandede nationer på meget lidt plads. Der var tyskere, hollændere, plus lidt flere og en enkelt russer. Desværre var Pernille (aka Belinda) blevet dårlig i løbet af natten og besluttede sig for at blive hjemme. Kampen Belgien – Brasilien var i gang, med føring til Belgien på 2-0. Vi skulle køre en times tid, før vi ankom til stedet hvor vi skulle lave et stop for morgenmad. Den bestod i en stegt banen og lidt kaffe/te. Samtidig var en mobil “online” på kampen og hvis der er noget der kan samle nationer, så er det bold. Vi var sammen med andre hold nu – et gæt er 50 personer. Kampen blev fulgt og de fleste havde glæde over at Belgien var ved at smide Neymar ud. Reducering…gav blandede følelser. Kampen skulle afsluttes i bussen for vi skulle videre nu. Der var kommet god stemning og da kampen sluttede, endnu bedre. Så ankom vi til stedet hvor vi blev smidt af. Og her var altså mange mennesker. Det fornemmede vi tydeligt trods det er p….mørkt. Men vi fik tildelt 3 guider som præsenterede sig og meget gerne ville høre vores navne. Jeg kan ikke huske deres navne, så mon de kan huske vores??? Vi fik udleveret lommelygter og “breakfast box” som skulle spises på toppen. VI var hjemmefra meget i tvivl om hvor meget tøj vi skulle have på/med. Steen og jeg havde korte bukser og trøjer/jakke med. Tulle lange bukser. Det kunne nemlig godt være meget koldt på toppen. Maden i rygsækken og afsted med 2 timer direkte opad – og det var opad. Vi gik med en guíde foran, en i midten og en til bagtroppen. Som vi kom derud af kom der stille og roligt varme i kroppen. Man skulle altså virkelig se sig for, for det var ikke en cykelsti der var foran os:

Lavasten igennem årene lå i forskellige niveauer. Langs siden hvor vi gik var der lavet marker med tomater, løg og chili. Jo længere op vi kom forsvandt det dog. Tempoet var lystigt og gruppen blev skilt et par gange. Pulsen og varmen steg i kroppen og læggene fornemmede vi mere og mere var i live. Sveden på kroppen og i ansigtet steg prograssivt. Det var sgu lidt hårdt det her. Lidt komisk at vi i tiden op til rejsen havde snakket og trekking i 2-3 dage. Ha, godt vi aflyste det . det var ihvertfald konstateret til at at være den rigtige beslutning nu (hvis der forsat var tvivl om det). Efter 1, 5 time på denne måde nåede vi toppen, næsten. Vi var nu i 1.602,8 meters højde (man har vel gps-ur på) og der var lidt bænke hvor vi fik placeret os i første række. Der var stadig lidt over 100 meter til toppen, men udsigten var den samme. Så hvorfor fortsætte nu vi sad så godt?

Vulkanen Batur er 1.717 meter høj og har senest været i udbrud i år 2000. I perioden 1824-2000 har den været i udbrud 26 gange, så statistikken var ikke ligefrem på vores side. Turen op tog 1 time og 31 minutter. Turen var 3,45 km lang og skete i en fart på 2,3 km i timen. Det lyder jo af det rene ingenting. Men tro mig, det var ikke en almindelig gåtur. Men nu sad vi altså klar med små 15 minutter til solopgang:

man fornemmer den er på vej op...

man fornemmer den er på vej op…

Ved foden af vulkanen ligger der en flod som meget passende hedder Lake Batur. Den ses næsten ikke på billedet, men den blev stille og roligt mere og mere synlig i takt med solen steg op og disen fortog sig. Med et mellemrum på 3-4 minutter tog vi følgende billeder:

jo, lidt mere er der kommet af den kære sol...

jo, lidt mere er der kommet af den kære sol…

Søen begynder at komme til syne...

Søen begynder at komme til syne…

Sunrise accomplized...og flot er det sgu...

Sunrise accomplized…og flot er det sgu…

Det var absolut et flot syn at følge solen step-for-step stå op med en fremragende udsigt, og der var da også god stemning og enighed om at det var turen op og alle anstrengelserne værd. Så var det hen til stenen der markerer toppen og selve krateret:

det synlige bevis på vi har været her...

det synlige bevis på vi har været her…

Trods små 18 år siden seneste udbrud er der stadig varmt visse steder. Der kan uden problemer koges æg m.m. Imponerende! Nu skulle gruppen samles og nedturen skulle startes. Den var ikke samme vej som op (pyha og tak for det). Til gengæld var den temmelig stejl nedad. Guiden passede godt på os, så hvorfor ikke en forening med hende:

hun tog turen op hver nat og var i fremragende form...

hun tog turen op hver nat og var i fremragende form…

Så hvis vejen op gav liv til lægmusklerne, så gav nedturen i høj grad liv til lårbasserne. “Shaken and a little stirt”. Til gengæld var det nu blevet lyst og vi kunne se hvor vi gik – stor fordel:

fortroppen på vej ned, jag var den naturlige bagtrop...

fortroppen på vej ned, jag var den naturlige bagtrop…

Efter en times tid nedad – som foregik med et tempo på 3,4 km i timen hvor vi skulle holde igen for ikke at vælte forover- nåede vi frem hvor vi startede og det var nu tid til at komme retur til hotellet og Pernille og Belinda og håbede “de” havde fået det bedre.  Alt i alt en fed tur. Hvor de andre dage indeholdte massage i ren velvær, så bliver denne dags omgang af nød/fortjeneste.

 

Afgang hjemmefra, Dubai, ankomst til Udud på Bali

En lang tur for at komme til Bali? Jo, det kan vi godt skrive under på. Fra vi tog hjemmefra til vi ankom her i Ubud tog det 31 timer. Fra København skulle vi med en 380’er. Fantastisk stor flyver med lige den ekstra plads du behøver, også på monkey-class. 6 timer efter var vi i Dubai, meget kort stop og så videre i en 777’er. Ikke helt som en 380’er men det gik. Små 9 timer efter så landede vi på Bali – ingen problemer med vulkan eller andet. Vi havde aftalt hotellet skulle sende en chauffør for at hente os i lufthavnen, der ville stå en med et skilt “Mr. Jørgen Munk Nielsen”. Det gjorde der også, men der var også så mange andre. Til sidst lykkedes det:

received_10214797186021487

Ikke meget engelsk han kunne, men nok til at vi efter en stor times tid ankom til vores hotel. Alle hoteller er hjemmefra nøje udvalgt. Eller det er ihvertfald hvad vi mente. Det er 4 stjerner, men de har nok en´lidt anden holdning til de der stjerner” De er søde og rare, men det er meget nøjsomt hvad der er her. Svimmingpool…jo jo…. det er der da:

en lille dukkert kan man da få...

en lille dukkert kan man da få…

Sengen er hjemmefra bestilt som “kingsize” efter ordre fra ” the ladies”:

der er heller ikke meget andet i det 60 m2 store værelse

der er heller ikke meget andet i det 60 m2 store værelse

Nå, men “ja-hatten” på og oplev Ubud som der faktisk er en del liv i. Der er masser af forretninger, spisesteder m.m. Og vores hotel ligger lige 100 meter tilbagetrukket fra gadelivet, og det er ikke så tosset. Første dag var dømt til “dagen efter flyveturen så derfor slapper vi af”. Vi fik bestilt en tur til dagen efter…vi skulle nemlig på riverrafting. En tur efter stort ønske fra Belinda (det er hvad Tulle kalder Pernille). Vi blev hentet kl. 08.00 fra hotellet og en pæn køretur senere var vi klar. På med hjelme og redningsveste, sige pænt goddag til vores “kaptajn” og så ned til vandet.

klar til afgang, som de lydige matroser...

klar til afgang, som de lydige matroser…

Her modtog vi instrukser om hvordan hans kommandoer skulle efterleves…vi gjorde vores bedste. Forinden havde vi taget i mod tilbud om at få taget billeder på hele turen, som var på 2 timer. Fotografen var i sin egen lille kano og sejlede i forvejen, lavede små stop og klikkede løs. Efter turen fik vi alle billeder på dvd til senere brug. Dem glæder vi os til at se senere.

Selvfølgelig var der indbygget stop langs de 18 km som turen var på.:

lille stop ved en fint vandfald...

lille stop ved en fint vandfald…

"skatterbaby" var også i hopla...

“skatterbaby” var også i hopla…

"Belindas veninde" er i godt humør

“Belindas veninde” er i godt humør

Det var helt igennem en fed tur med mange smil og fede grin.

gruppebillede med vores kaptajn...selvfølgelig nøje udvalgt efter hans klubtrøje...

gruppebillede med vores kaptajn…selvfølgelig nøje udvalgt efter hans klubtrøje…

NYT, 190718: Billeder fra dvd efter vi er kommet hjem:

På vej ned af “vandfaldet”

Lige før vi “tipper ned”

På vej…

Vores guide nok den mest rolige…

Sådan lander man åbenbart…

Men vi er næsten klar igen

…og så videre…

Turen sluttede med at vi fik en hurtig skyller under bruser, lokal frokost og så hjemad mod hotellet. En tur som kan anbefales, hvis man tilfældigt skulle komme forbi.

Massage står allerede som fast punkt på den daglige dagsorden. Utroligt at man stadig kan få en hel times massage for kr. 35,-. Resten af i dag slapper vi af inden vi går op i byen igen for at finde næste tur. Det lugter lidt af den nærmeste lokale vulkan som er på 1.700 meter – op på toppen for at se solopgangen. Mere følger…