Efter check ud fra Vegas var det direkte kurs mod Death Valley. GPS var rettet mod Death Valley junction. Det gik uden problemer. Death Valley er en af mange nationalparker i USA. Det koster 20$ for en bil og så har du adgang til parken i 7 dage. Men at kalde Death Valley for en park og være der i 7 dage er ikke virkeligt. Der er sindsygt varmt. Turen dertil gik glimrende og de lokale sheriffer ligger på lur og holder øje om der køres for stærkt. Det er ikke muligt hos os, på bagsædet sidder der to talende fartpiloter. Så ingen fartbøder til os – nice ;-).
Death Valley er virkelig øde og næsten altid mellem 45-50 grader. Der bor ingen her – tror man. For jo, det gør der. I de mobilehome man kender fra amerikanske film, du ser flere end du forventer. Og ikke noget med at den er placeret ved vejen. Næ nej, helst langt væk i rigtige ødeland. Alligevel er parken er oplevelse. Der er klipper, bjerge og månelandskab som ingeen andre steder. Toilet er der også, men ikke mange. Og da vi skulle brruge det, så var døren gennemhullet af skud og ikke af mindste kaliber. Sikkert tænkt som udluftning, men uden ønskede virkning. Et skilt viste at Zabriskies Point ventede fremme forude, så her gjorde vi hold, og fik for alvor varmen at føle. Der var en pæn stigning op vi skulle gå, der var vel 150 meter. Inden vi nåede toppen var der svedperlen på panden og andre steder. Men det gav en overraskende udsigt over landskabet. Synlige mærker efter millioner af års hårde prøvelser som oversvømmelse (jo, den er god nok. Der har tidligere ligget en flod der, men for rigtig mange år siden), jordskælv og vulkanisk aktivitet. Det hele samlet gav en terræn af særlig karakter. Hurtig retur til bilen og fuld knald på ac’en. Flere skilte viste faktisk anbefalinger og at slukke for dem af hensyn til bilens ve og vel. Men det er altså sin sag i sådan en varme, så vi tog chancen. Op af bjergene var det tydeligt at bilen havde problemer med varmen og manglende luft. Særligt bremserne gav lyd fra sig på nedkørslerne. Der er en by der hedder Badwater i parken. Det er USA’s absolut laveste punkt under havets overflade, 80 meter. Så vi kørte i højder fra de 80 meter under til ca. 3000 meter over. Da vi var kommet igennem stoppede vi i byen Bishop. Her skulle planerne lægges for de næste par dage. Egentlig var planen at vi skulle køre sydover mod Bakersfield og derefter nordpå for at tilgå Yosemite fra vest-indgangen. På kortet den mest oplagte rute. Men så slog de to texasrangere – B1 og B2 – til igen. Kortet fik en tur med friskeøjne og så muligheder i øst-indgangen. Denne indgang er ikke åben det meste af året grundet vinter og snemængder. Men her i sommeren er den åben. Så direkte nordpå med os og kurs mod øst-indgangen. Det skete med Sierra Nevada bjergene på vores højre side og Alabama Hills på venstre side i et par hundrede kilometer. Tror jeg er ved at blive gammel og sentimental, men for dælen hvor er naturen herovre bare flot. I Bishop fandt vi hurtigt den lokale Starbucks og dermed også et wifi. Efter lidt tid havde vi fundet overnatning. Små to timers kørsel fra østindgangen ligger Mammoth Lakes. Normalt et vintersportsted, men også åben i sommerperioden. Her bookede vi os ind. Det lå i et super område. Vi blev venligt modtaget i receptionen. Det første manden nævnte var: ” vi har bjørne i området, så vær opmærksom”. Okay, det var ikke lige det man regnede med som det første. Dagen før var der gået to bjørne forbi indgangen til hotellet. Herefter fandt vi vores værelser på 1. sal ;-). Vi gik dog lidt efter gennem byen med kamera i hånden, klar til at “skyde”. Det blev dog ikke til bjørne for os i denne omgang.Vi stod tidligt op dagen efter og kørte mod Yosemite, noget vi alle havde set frem til. Vejen dertil er i kuperet terræn, men uden problemer. Vi kom ind i parken og skulle køre mod Yosemite Valley der ligger i den vestlige del af parken. Parken lyder helt forkert. Vi taler altså om en størrelse på lige over 3.000 km2, en anelse mere end brøndbyskoven. Turen til Valley’en er på ca. 2 timer, men vi tog os god tid og nød omgivelserne og tog de nødvendige stop. Efter en lille time gjorde vi holdt ved Tuolumne Grove som er kendt for sine gigantiske egetræer. Der var hikingruter på forskellige længder, vi tog en på 1,6 mile x 2. Den gik nedad på udturen og op på hjemturen. Jeg skal hilse at sige det kan mærkes. Det tog 1,5 time, men så så vi også giganttræer, bl.a. det verdenskendte med et kæmpe hul igennem midten så mennesker kan gå igennem. Det siger alt om størrelserne på disse træer. Af andre berømtheder i parken er El Kapitan – verden største graniklippe og kendt ved at bjergbestigere til stadighed har udfordringer med at bestige det. Half dome er også en meget kendt klippe. Begge disse kan ses med udgangspunkt fra Valley’en. Man kan vælge at køre rundt selv i sin bil eller parkere den og tage shuttlebusserne der kører overalt. Det sidste klart den nemmeste, så de gjorde vi. Der er mange hikingruter og vi skulle finde noget passende, gerne indeholdende vandfald. Så blev Yosemite Fall vi gik efter. Igen en tur på 2 x 1,6 miles. Denne gang dog direkte op af bjerget. Turen er estimeret til mellem 2 og 3 timer. Turen op er virkelig hård. Der blev gjort stop, drukket vand og tørret sved af panden. Jo højere vi kom jo bedre udsigt. Efter 1,5 time nåede vi – ikke toppen – men udsynet til vandfaldet. Først yderligere 2 timer op lå toppen. Det var lige en tand for meget til os. Så vi nød udsigten, tog billeder og startede nedturen. Den alene tog 1 time. Så var kl. 18.00 og vi skulle finde vores bil. Den var parkeret lige ved en sø, sså af med futterne og need i vandet med dem. Det var i allerhøjeste grad hvad vi havde brug for. Yosemite er bare fantastisk, det bør alle opleve. Lige nu er vi på hotel i en by der hedder Sonora, 2 timer vest for parken. I morgen tager vi nordpå til Sacramento, hovedstaden i Californien. Her har vi planer om at være et par dage og dase den lidt af. De har 30-33 grader, så et hotel med udendørs pool er et must.
Nok for denne gang – efter en superdag er det tid til lidt søvn…